Politiet: Hjælp os i drabssag

Politiet arbejder fortsat med efterforskning i drab på 24-årig i Fredericia

I forbindelse med drabet har politiet haft efterlyst manden på scooteren. Foto: Politifoto
I forbindelse med drabet har politiet haft efterlyst manden på scooteren. Foto: Politifoto

'Hvis du var i Fredericia i området ved eller mellem Ungdommens Hus på Norgesgade 46a og DSB Mindelunden ved Holtens Bastion sydvest for Sjællandsgade, mandag den 24. februar i tiden fra kl. 08:00 til kl. 15:00 – eller kender du én, der måske var – så læs videre her.'

Sådan skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Her søger politiet hjælp i forbindelse med drabet på en 24-årig mand, der blev skudt mandag 24. februar i Korskærparken i Fredericia.

konkret leder politiet efter vidner, der i tiden fra kl. 08.00 til kl. 13.30 har set en eller flere mistænkelige personer, der havde påfaldende eller usædvanlig adfærd, eller som kunne have gemt noget på stedet.

Se også: Scooter-mand nægter skuddrab

Samt i tidsrummet fra cirka kl. 13.50 til cirka kl. 15.00 så en mand på en sort scooter iført en sort styrthjelm samt mørkt tøj, eller en mand i gang med omklædning eller lignende, eller en mørkklædt mand, der kørte på en cykel.

I samme åndedrag takker politiet også borgerne i Fredericia for de mange oplysninger, man har modtaget indtil nu under efterforskningen:

'De har været en stor hjælp til, at vi har kunnet anholde og få fængslet mistænkte i sagen inden for få dage', skriver politiet i samme pressemeddelelse.

Tre er anholdt i sagen. en af dem er en 27-årig mand, der menes at være identisk med den sortklædte person på scooteren, som politiet flere gange omtalte i den indledende efterforskning og som man i den forbindelse har haft efterlyst.

Ifølge politiet tager drabet muligvis udspring i, at den dræbte var del af en gruppe af unge mænd med anden etnisk oprindelse, der bor i Korskærparken i Fredericia. Gruppen er måske i konflikt med nogle andre personer.