Politiet i opråb: Det skal stoppes!

Politiet er klar til at håndhæve reglerne om samlinger mere håndfast, hvis det bliver nødvendigt

Politiet var allerde forrige uge ude med en advarsel til danskerne - nu vanker der bøder, hvis man opholder sig i større forsamlinger. Video: Ritzau Scanpix.

Alt for mange danskere tager endnu ikke coronasituationen i Danmark alvorligt nok.

Derfor er politiet klar til at håndhæve regler om samlinger af mere end ti personer mere håndfast, hvis det bliver nødvendigt.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Det er især billeder af 'mange mennesker, der nyder solen på Dronning Louises Bro på Nørrebro, på legepladser eller skaterparker rundt om i landet, der fylder på de sociale medier, og vi kan se flere eksempler på grupper over ti personer', skriver politiet.

- Det er ulovligt, og det er nødt til at stoppe, siger rigspolitichef Thorkild Fogde og tilføjer:

- Man må gerne gå eller løbe en tur. Men hold afstand til hinanden, når I færdes derude. Hvis der allerede er mange i et område, så gå et andet sted hen. Vi skal have stoppet smittespredningen, og det kan vi altså kun, hvis vi løfter i flok og tager ansvar. Vi ser for mange eksempler på, at man stimler sammen i parker, på broer og andre steder.

'Spred jer'
Siden 18. marts klokken 10 har det været ulovligt at forsamle sig mere end ti personer på offentligt tilgængelige steder, og politiet kan med epidemiloven i hånden påbyde, at folk skal flytte sig fra et sted, hvis man vurderer, at der er fare for smittespredning.

- Nu skal vi have de sidste til at forstå alvoren. Derfor er vi også klar til håndhæve reglerne mere håndfast og udskrive bøder, hvis reglerne ikke efterleves, og politiets anvisninger ikke følges. Budskabet er meget klart: Spred jer – i stedet for at sprede smitte. Det er alvorligt det her, siger Thorkild Fogde.

Dødstal stiger
I alt ni personer, der har været smittet med coronavirus i Danmark, er døde.

Det oplyste Sundhedsstyrelsen fredag formiddag på sin hjemmeside.

Dermed stiger dødstallet fra seks personer torsdag til ni personer fredag.

Statens Serum Institut understreger endnu en gang, at covid-19, der udløses af coronavirus, ikke nødvendigvis er dødsårsagen. Men det står fast, at de ni personer har været smittet med virussen, før de døde.

I alt er 10.402 personer blevet testet i Danmark. Heraf er 1226 smittet med coronavirus.

153 personer er indlagt på sygehuse landet over. 30 personer er på intensiv, mens 27 er i respirator.