Politiet i stor razzia: Her jagter de fartsynderne

I denne uge har politiet landet over fokus på bilisternes fart i trafikken. Vi var med i fotovognen

Ekstra Bladet var med i en af politiets fotovogne. Se, hvordan fotovognen fungerer her (Video: Linda Johansen)

I løbet af denne uge er det en ekstra god idé at holde øje med farten, når man skal fra A til B. I hele Danmark sætter politiet nemlig ind med fartkontrol for at få antallet af trafikulykker ned.

Det sker i forlængelse af, at de lokale politikredse mandag i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik tog hul på en ugelang kampagne mod fart. Og det er der en helt særlig grund til.

Fart er nemlig en af de hyppigste årsager til, at folk bliver dræbt i trafikken.

I 2015 var fart således en faktor i næsten halvdelen af alle dødsulykker i det år, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik.

Alle de danske politikredse deltager i kampagnen, der har fået navnet 'Sænk Farten før det er for sent'.

Politikredsene har selv udvalgt strækninger, som er særligt plaget af uheld. Det er på disse strækninger, at der vil bliver målt hastigheder i løbet af ugen.

Skuffende meldinger
Ved kampagnens start mandag, var det dog en nedslående statusmelding, som politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter kom med.

For de foreløbige resultater fra kontrolvogne og færdselsbetjente viser, at der køres nogenlunde lige så hurtigt, som der plejer, på strækninger, der er plaget af uheld, særligt ved vejarbejde og tæt på skoler.

- Her først på aftenen er der på landsplan taget lige under 1500 af fotovogne. Og så er der taget 100 i andre kontroller med laser eller videobiler, sagde han til Ekstra Bladet mandag.

Christian Berthelsen selv var mandag til stede på Vestmotorvejen mellem Slagelse og Korsør. Her er fartgrænsen 110 km/t. På knap to timer havde 140 buldret forbi med for meget fart på.

Højdespringeren var 153 km/t, som giver et klip i kørekortet.

Knap 1500 er blevet taget af en af politiets fotovogne på førstedagen af politiets fartkampagne. Foto: Mogens Flindt 112 - 7. maj. 2018 - kl. 20:27 Haps: 1600 røg i politiets fartfælde

Kører ikke langsommere
Selvom der er mere færdselspoliti på vejene under kampagnen i denne uge, og der derfor bliver taget flere fartsyndere end normalt, så er der ikke noget i tallene, der tyder på, at folk har lettet trykket på speederen.

- Det er desværre et gennemsnitsniveau, vi ligger på. Et niveau, som vi ligger på hver eneste dag. Og jeg siger faktisk desværre. For det kan måske betyde, at folk ikke har lagt mærke til kampagnen. Eller også tænker de sig simpelthen ikke om, lød det fra Christian Berthelsen.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at politikredsene sidste år uddelte 62.727 klip i kørekort til trafikanter, der kørte mere end 30 procent hurtigere end fartgrænsen tillader. Det er bekymrende, lyder det både fra politiet og Rådet for Sikker Trafik.

Fartkontrollerne fortsætter med uformindsket styrke indtil søndag.

Tirsdag i næste uge vil Rigspolitiet offentliggøre de samlede resultater af kampagnen, ligesom der også på det tidspunkt vil være blevet analyseret på resultaterne.

Ekstra Bladet er fredag med LIVE fra en morgenfartkontrol på Frederikssundsvej lige før Veksø, hvor færdselsbetjent Finn Andreasen gør os meget klogere på fartkontrollen og færdselspolitiets arbejde.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere