Politiet identificerer mulig medskyldig i Hebdo-angreb

En mand, der er mistænkt for at have skudt og dræbt kvindelig betjent, kender angiveligt de eftersøgte brødre.

(Foto: Twitter.com)
(Foto: Twitter.com)

Fransk politi har fredag identificeret den mand, som er mistænkt for at have skudt og dræbt en kvindelig betjent og såret en kommunalt ansat torsdag morgen i Montrouge i det sydlige Paris.

Ifølge den statslige tv-station France 2 kender den mistænkte angiveligt Kouachi-brødrene, som det franske politi jager med store styrker efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i onsdags.

Brødrene har fredag forskanset sig i et lille trykkeri i byen Dammartin-en Goële fem kilometer fra Charles de Gaulle Lufthavnen, der ligger blot 40 kilometer nordøst for Paris.

En kilde i den franske efterretningstjeneste har ifølge avisen 20 Minutes bekræftet, at mændene kender hinanden.

To personer i den mistænktes nære kreds er anholdt og afhørt, oplyser en anonym kilde tæt på efterforskning ifølge AFP.

Torsdag oplyste myndighederne, at intet umiddelbart tydede på, at der var en forbindelse mellem drabet på den kvindelige betjent og det blodige angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo. Her blev 12 dræbt - 10 ansatte og to betjente - mens 11 blev såret.

Ifølge de franske myndigheder ankom den kvindelige betjent til Montrouge i forbindelse med en trafikulykke.

Herefter steg en mand ud af en af bilerne og affyrede skud mod den kvindelige betjent, som døde kort efter.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere