Politiet: Indehavere af trendy café tjente millioner på hash-handel

Café-par stod bag 'La Liga' lyder tiltalen for import og salg af 1,6 ton hash

Et parti på 321 kilo hash blev fundet i en varevogn, mens andre godt 1,3 tons hash blev solgt blandt andet til hashsælgere i Pusherstreet. Her et stort parti hash fra en tidligere beslaglæggelse i Pusherstreet. Politifoto
Et parti på 321 kilo hash blev fundet i en varevogn, mens andre godt 1,3 tons hash blev solgt blandt andet til hashsælgere i Pusherstreet. Her et stort parti hash fra en tidligere beslaglæggelse i Pusherstreet. Politifoto

Mens en trendy københavnsk café kørte med underskud i årevis, tjente de to indehavere millioner af kroner på at indsmugle og sælge hash til blandt andre pusherne på Christiania.

Det mener politiet, der på tirsdag indleder en omfattende straffesag mod café-parret og otte andre tiltalte, der har haft forskellige roller i hash-organisationen, som politiet har døbt 'La Liga'. Alle 10 tiltalte nægter sig skyldige.

Café-parret, en 40-årig mand og hans 38-årige kone, har ifølge tiltalen styret 'La Liga', og de skal stå bag indsmugling af samlet 1648 kilo hash, hvoraf 321 kilo blev beslaglagt af politiet i en varevogn på Amager Strandvej den 22. april sidste år.

Politiet observerede, hvordan de 321 kilo hash i 13 papkasser blev leveret på en rasteplads ved Lundbyvej 42 i Præstø af en mand, der senere er blevet dømt.

Hashen blev lastet i varevognen, der satte kursen mod København, og da politiet stoppede bilen, blev tre mænd anholdt.

Hash-partiet var det sidste, som 'La Liga' nåede at importere til Danmark, for samme dag slog politiet til mod organisationen og anholdt 13 personer i alderen 21 til 59 og ransagede 20 adresser på Sjælland.

Ifølge tiltalen stod café-parret bag indsmuglingen af 1327 kilo hash foruden de beslaglagte 321 kilo.

Kræver 2,6 mio. kr. konfiskeret
Politiet mener, at parret har tjent mindst to kroner pr. gram hash, så under retssagen kræver anklager Maria Cingari konfiskeret et ulovligt udbytte på 2.654.400 kr. hos parret.

Politiet har allerede beslaglagt store værdier hos parret, blandt andet en fortjeneste på 1.206.000 kr. fra salget af parrets sommerhus. Politiet har også lagt hånd på dyre ure, hos manden et Piguet Royal Oak Offshore til 110.000 kr., og hos kvinden et Rolex Oyster dame armbåndsur til 65.000 kr.

Også parrets mange designermøbler, B&O udstyr, kontanter og indestående på diverse konti  på cirka 525.000 kr. er beslaglagt.

Det store privatforbrug står ikke mål med regnskaberne i parrets café, der de seneste seks år har haft underskud i fire af årene. To år, 2012 og 2013, var der beskedne overskud på godt 297.000 kr. og 68.000 kr., viser Ekstra Bladets gennemsyn af regnskaberne.

Anklageskriftet mod 'La Liga' siger, at hash-forretningerne blev aftalt og organiseret under møder dels på parrets café, dels på to andre caféer på Amager.

Den ene var ejet af en af de medtiltalte, en 38-årig. Han spillede, ifølge tiltalen, også en central rolle i organisationen, men et trin under café-parret.

Politiet kræver godt 1,3 millioner kr. konfiskeret hos den 38-årige mand, herunder et Piguet armbåndsur til 275.000 kr. og et Bulgari ur til 100.000 kr.

Hashen blev modtaget og opbevaret et ukendt sted på Sjælland, hvorefter den blev transporteret af blandt andre to af de tiltalte til København og solgt til aftagere på blandt andet Christiania.

Ifølge tiltalen var den 38-årige kvinde 'kassemester' hos 'La Liga. Hun tog imod udbyttet fra hashsalget på sin café. Her fik hun samlet overdraget godt 2,6 millioner kr.

artiklen fortsætter under billedet

En stor del af hashen blev afsat til pushere på Christiania, mener politiet. Det tiltalte café-par skal have tjent mindst 2,6 mio. kr. Foto: Ole Steen.
En stor del af hashen blev afsat til pushere på Christiania, mener politiet. Det tiltalte café-par skal have tjent mindst 2,6 mio. kr. Foto: Ole Steen.
 

'La Liga' var, ifølge politiet, svær at efterforske, fordi medlemmerne af hash-organisationen var meget sikkerhedsbevidste omkring deres kommunikation og færden.

De brugte blandt andet Black Berry mobiltelefoner, som i narko-kredse har ry for at være mere sikrede mod aflytning end almindelige mobiltelefoner.

Hash-depoter i landsbyer
'La Liga' havde, ifølge anklageskriftet, flere hash-depoter i små landsbyer på Kalundborg-egnen og i Odsherred.

En kvinde er under sagen tiltalt for at have opbevaret 507 kilo hash for 'La Liga' i sit hus nær Kalundborg, hvor hashen blev afhentet i mindre partier, for eksempel to tasker med 28 kilo hash, der blev kørt til København.

Efter anholdelserne den 22. april sidste år sagde vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Task Force Øst:

- Der ligger en lang og meget udfordrende efterforskning forud for disse anholdelser. Politiet vurderer klart, at der er tale om et internationalt netværk, som i deres udøvelse af kriminaliteten har været meget opmærksom på sikkerhed i deres kommunikation og færden i øvrigt.

Københavns Byret har afsat 40 dage til retssagen mod 'La Liga'. Dommen ventes i maj. 10 personer i komplekset har fået dom ved tilståelsessager eller domsmandssager.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere