Politiet jagter flere hundrede værnepligtige hvert år

Der er i løbet af det seneste årti sket en firdobling i antallet af brud på værnepligtsloven

Flere hundrede mænd måtte sidste år kontaktes af politiet, før de kom afsted til session. Foto: Henriette Dæhli
Flere hundrede mænd måtte sidste år kontaktes af politiet, før de kom afsted til session. Foto: Henriette Dæhli

Flere og flere unge mænd udebliver fra den lovpligtige session. I 2019 var der hele 3694 sager om brud på værnepligtsloven, det er over en firdobling af antallet fra 2010.

Det oplyser Rigspolitiet til Ekstra Bladet.

Den voldsomme stigning i antallet af værnepligtssager er sket, på trods af at politiet slår hårdt ned på overtrædelserne.

Første gang man udebliver, modtager man en bøde på 1000 kroner, anden gang er bøden på 2000 kroner. Hvis man udebliver tredje gang, får man et besøg af politiet og bliver eskorteret til Forsvarets Dag.

I 2010 var der ifølge Rigspolitiet 918 brud på værnepligtsloven. Det tal steg i 2015 til 2089 lovbrud, og i 2019 skete der altså yderligere en drastisk stigning.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Hos Forsvaret har man længe være opmærksom på problemet, der er eksploderet de seneste to år.

- Forsvaret har i 2019 indsendt 550 anmodninger til politiet om fremstilling af unge mænd, der ikke er dukket op til Forsvarets Dag. Det tal var over 1000 i 2018. Vi har været bekymrede over stigningen, efter vi er gået over til digital indkaldelse, men nu går det den rigtige vej, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen, der kommunikationschef hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

I løbet af de sidste to år har der dermed været over 1500 tilfælde, hvor Forsvaret har bedt om politiets indblanding. I flere af tilfældene har der været tale om anholdelser og efterfølgende eskorteringer til Forsvarets Dag af de udeblevne mænd.

Værnepligt i Danmark

I 2019 fyldte omkring 70.000 danskere 18 år og blev dermed myndige. Omkring 35.000 er mænd, og de modtog alle et helbredsskema forud for Forsvaret Dag, det der tidligere hed session.

Alle danske mænd, der bor i Danmark, bliver indkaldt til Forsvarets Dag, det år, hvor de fylder 18. 

Som kvinde bliver man inviteret til Forsvarets Dag, men det er frivilligt, om du vil deltage.

Indkaldelsen sker pr. digital post i e-boks.

Til Forsvarets dag bliver de indkaldte testet på en række mentale færdigheder: Logisk tænkning, dansk matematik og Figursammenstæning.

Derefter skal de indkaldte igennem en helbredsmæssig undersøgelse, som foregår i to dele. En hvor den indkaldte er på klædt og en hvor den indkaldte kun er iført undertøj.

En samlet helbredsvurdering bliver dernæst foretaget ud fra de to undersøgelser samt en helbredsskema insendt forud for Forsvarets Dag.

Herefter bliver den indkaldte erklæret egnet, begrænset egnet eller uegnet.

Bliver man vurderet egnet eller begrænset egnet skal man trække et nummer. Her kan man trække frinummer eller måske-nummer.

Trækkes et frinummer, bliver man ikke indkaldt til værnepligtsuddannelse, men man kan stadig melde sig frivilligt. Det vil typisk være et højt tal.

Trækkes et måske-nummer skal man indsende et ansøgningsskema med prioriteret liste over de steder man ønsker at tage sin værnepligtuddannelse.i 2019 var frivillighedsgraden 99,83 %, og det betyder, at der som udgangspunkt ikke er nogen, der bliver tvunget til værnepligtstjeneste.

Der er ikke blevet tvangsudskrevet nogle værnepligtige de seneste par år.

I 2019 var 22,19 procent af de værnepligtige kvinder.

Kilder: Forsvarsministeriets Personalestyrelse, forsvaret.dk

Tilbage til brevet
En af de helt store årsager til stigningen i antallet af sager er, at man i 2015 gik væk fra indkaldelse pr. brev og i stedet gik den digitale vej via e-Boks. En masse nye tiltag er indført på baggrund af de dårlige resultater efter skiftet. Man er blandt andet begyndt at sende gode, gammeldags breve igen.

- Vi har måttet indføre en række tiltag for at nå ud til flere. Det indebærer blandt andet pop op-beskeder til forældrene, og vi er begyndt at sende rykkere ud med brev til de indkaldte, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen.

På landsplan er det altså mere end en procent af de indkaldte unge mænd, der bliver kontaktet af politiet. Selvom man har fået lappet en del af hullet fra 2018, ser man naturligvis gerne, at tallet bliver endnu mindre.

- Vi har forståelse for, at der er tale om nye voksne, der skal vænne sig til, at vigtige beskeder skal læses i deres e-Boks, men vi ser jo gerne, at alle de indkaldte dukker op. Det er bedst for alle parter, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen.

Husk nu at møde op
Østjyllands Politi er en af de kredse, der har været hårdt ramt af udeblevne værnepligtige. Kredsen var tirsdag ude med en påmindelse til unge mænd om at dukke op, når man bliver indkaldt.

- Vi anholder desværre en del unge mænd, der ikke møder op til Forsvarets Dag. Det er der intet forsvar imod! Husk nu at møde op, når du bliver indkaldt - ellers møder politiet op - hos dig, skriver Østjyllands Politi på Twitter.

1 af 3 Foto: Henriette Dæhli
2 af 3 Foto: Aleksander Klug
3 af 3 Flere hundrede mænd måtte sidste år kontaktes af politiet, før de kom afsted til session. Foto: Henriette Dæhli
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere