Politiet jagter Mehmets morder

25-årig mand blev fundet dræbt af skud af tilfældig hundelufter, politiet hører gerne fra vidner

Politifolk og teknikere på stedet, hvor den 25-årige blev dræbt. Foto: Anthon Unger
Politifolk og teknikere på stedet, hvor den 25-årige blev dræbt. Foto: Anthon Unger

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Drabet på 25-årige Mehmet Yaman har fortsat politiets fokus. Der er dog fortsat nogle huller, man ønsker at få fyldt ud, og derfor hører politiet gerne fra vidner.

- Vi mener, at han blev dræbt tidligt om aftenen fredag 15. november, fortæller Ole Nielsen, efterforskningsleder, Vestegnens Politi.

Han fortæller, at den 25-årige sidst er set på Avedøre Station samme aften omkring kl. 19.46. Her ankom han med taxa fra en adresse i Taastrup.

Næste morgen blev han fundet af en hundelufter på et grønt område, der ligger mellem Strandesplanaden i Brøndby Strand og Køge Bugt-motorvejen.

Der går en sti fra stationen hen til Strandesplanaden, og i lige linie er der knap en kilometer fra Avedøre Station og til stedet, hvor den 25-årige blev fundet dræbt.

Politiets foreløbige efterforskning har vist, at den 25-årige løb igennem stationshallen og ud ved Store Hus-siden for derefter at tage til venstre ad den omtalte sti, der fører hen over motorvejen.

- Er der tale om en likvidering?

- Det kan jeg ikke udtale mig om endnu. Men vi mener ikke, at den dræbte er et tilfældigt offer, siger Ole Nielsen.

Politiet har ved tidligere lejlighed meldt ud, at den dræbte havde tilknytning til det kriminelle miljø på Vestegnen. Han var ligeledes uden officiel bopæl.

Hvad med et motiv til drabet?

- I forhold til motivet arbejder vi ud fra flere scenarier, svarer Ole Nielsen.

Politiet hører gerne fra vidner, der eventuelt har set den dræbte på strækningen mellem stationen og stedet, hvor han blev fundet.

Man hører ligeledes gerne fra vidner, der måtte have set andet af interesse i det pågældende tidsrum.

Signalement af den dræbte:

Den dræbte beskrives som: Mand, 25 år, mellemøstlig af udseende, 180 cm høj, kraftig af bygning og med stort sort fuldskæg.

Han var iført en grå hættetrøje med hætte trukket over hovedet, grå joggingbukser og sorte sko.

Kilde: Københavns Vestegns Politi