Politiet: Jonas kan være alle steder

Politiet koncentrerer i dag eftersøgningen af Jonas Hedegaard Hansen indenfor ringvejen i Holstebro

Jonas Hedegaard Hansen er ikke set siden en bytur i Holstebro natten til fredag. (Politifoto)
Jonas Hedegaard Hansen er ikke set siden en bytur i Holstebro natten til fredag. (Politifoto)

Politiets hundepatruljer og Hjemmeværnet genoptager i dag eftersøgningen af den savnede Jonas Hedegaard Hansen i Holstebro.

Den 21-årige soldat fra Jyske Dragonregiment er ikke set, siden han forlod værtshuset Tobaksfabrikken omkring klokken 04.00 natten mellem torsdag og fredag.

Søndag afsøgte politiet området med helikopter, og Beredskabsstyrelsen gennemsøgte åen med sonarudstyr, der tager billeder af bunden, men mandag foregår eftersøgningen kun med hundepatruljer og Hjemmeværnet, oplyser politiet.

- Vi mangler at afsøge et område i en plantage ved Kasernevej med hundepatruljer, ellers koncentrerer eftersøgningen med vores patruljer og Hjemmeværnet indenfor ringvejen i Holstebro, oplyser leder af lokalpolitiet i Holstebro Allan Laustsen til Ekstra Bladet.

Se også: Genoptager eftersøgningen i dag

Se også: Politiet leder efter savnet 21-årig i Holstebros haver

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer borgere i Holstebro til at kigge efter Jonas i skure og haver.

- I princippet kan han være alle steder, så borgerme må meget gerne holde øje i deres egne haver, siger Allan Laustsen.

Politiet har gennemset videoovervågningen fra de restaurationer, som Jonas Hedegaard Hansen besøgte natten til fredag, men det har desværre ikke givet resultat.

- Der er ikke videoovervågning i gaderne i byen, så det kan heller ikke fortælle, hvilken retning han gik, siger Allan Laustsen.

Politiet har afhørt en række vidner, som muligvis har set Jonas.

- To-tre af vidnerne skal vi genafhøre i dag, fortæller Allan Laustsen.

Organisationen Missing People Denmark har tilbudt sin hjælp i eftersøgningen, men indtil videre har politiet bedt om arbejdsro, da mange frivillige kan besværliggøre og i værste fald ødelægge eftersøgningen.

- Politiet vil kontakte os, når de indstiller eftersøgningen, fortæller Rene Nielsen fra Missing People Denmark.

Jonas Hedegaard Hansen er 170 centimeter høj, har muskuløs overkrop, lyst hår, høje tindinger og fuldskæg. Ved sin forsvinden var han iklædt en mørkeblå 'Captain American'-t-shirt, sort skjorte, sort læderjakke og mørke jeans.

Oplysninger til politiet på tlf. 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere