Politiet ledte forgæves efter flygtninge på Øresundsbroen

Københavns Politi havde nattemørket mod sig, da de ledte efter fem flygtninge på Øresundsforbindelsen.

Foto: René Strandbygaard
Foto: René Strandbygaard

Københavns Politi ledte efter fem flygtninge, der den 12. maj som de første lykkedes med at komme til Sverige via Øresundsforbindelsen til fods. De kunne bare ikke finde dem.

Det bekræfter pressemedarbejder hos Københavns Politi Steen Hansen.

- Vi får besked om, at der er nogen, der er gået ind i tunnelen klokken 1.11 om natten. Der er en patrulje ude på Peberholmen (øen der forbinder tunnelen med Øresundsbroen, red.), og vi tager ud og leder efter dem, mens farten på togene sænkes.

- Men vi finder ikke nogen derude, og man ser heller ikke flere på overvågningskameraerne. Så man konkluderer måske, at de nok er gået tilbage. Vi kan i hvert fald ikke finde dem, siger han.

Se også: Gruppe af asylansøgere gik helt til Sverige over Øresundsbroen

Klokken lidt over fem om morgenen får politiet så et opkald fra svensk politi, der fortæller, at de fem personer er nået til Sverige.

Hvordan det kan lade sig gøre, har Steen Hansen ikke et præcist svar på.

- Normalt bliver de jo stoppet, inden de kommer over. Det er første gang, det sker, og rent sikkerhedsmæssigt er det rigtig vigtigt, de bliver stoppet.

- Det er jo midt om natten, så der kan være flere årsager til, at man ikke ser dem. Peberholmen er et stort og ikke særlig godt oplyst område, men man har altså været ude og kigge efter dem, siger han.

Øresundsbro Konsortiet oplyser, at det ofte sker, at flygtninge forsøger at krydse forbindelsen til fods - nogle gange flere gange om ugen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere