Politiet løslader fem sigtede i voldtægtssag fra Valby

Dommer forlængede anholdelse af fem unge mænd i voldtægtssag, men nu er de løsladt

Grundlovsdag bestemte en dommer i København, at fem personer skulle have deres anholdelse forlænget i en sag om voldtægt af en 19-årig kvinde i Valby.

Forlængelsen skulle give politiet mulighed for at efterforske mod mændene med henblik på at lade anklagemyndigheden vurdere, om de skulle kræves varetægtsfængslet.

Det skulle de ikke.

Københavns Politi oplyser mandag til Ritzau, at de fem er blevet løsladt. De er dog fortsat sigtede i sagen.

Det betyder, at de blandt andet har ret til advokatbistand og aktindsigt i deres sag, mens efterforskningen står på.

Sidenhen skal anklagemyndigheden tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale mod mændene og kræve dem straffet, eller om sagen mod dem skal opgives.

De fem er i alderen 19-22 år og er sigtet for at have voldtaget en 19-årig kvinde på en adresse i Valby tirsdag i sidste uge. Der skulle være tale om fuldbyrdet voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje.

Da de fem blev fremstillet i grundlovsforhør fredag nægtede de sig skyldige i de rejste sigtelser.

Dog erkendte en af dem, at han havde filmet og via internettet delt en lille del af det påståede overgreb.

Ekstra Bladet har fortalt, at det var anklagemyndighedens opfattelse, at de fem havde planlagt et overgreb mod kvinden, og at hun skulle være blevet truet til at medvirke.

En af straffelovens definitioner på voldtægt er, at man ved hjælp af vold eller trusler om vold opnår samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med et offer.

En opretholdelse af anholdelsen, som har været på tale i sagen, er et mindre indgreb end varetægtsfængsling. En opretholdelse af anholdelsen giver politiet nogle dage til at efterforske, hvor de sigtede for eksempel ikke har mulighed for at afstemme forklaringer eller på anden måde påvirke efterforskningen.

For at kunne varetægtsfængsle folk, kræver det at anklagemyndigheden i retten kan fremlægge beviser fra efterforskningen, som underbygger sigtelsen i et vist omfang. Det kaldes 'begrundet mistanke'. Og det har altså ikke været tilfældet i sagen fra Valby.