Politiet lukker spisesteder: Bøde til restaurant

Østjyllands Politi er rykket ud til Bazar Vest i Aarhus

Østjyllands Politi har fredag formiddag måtte lukke flere spisesteder i Bazar Vest i Aarhus. Det oplyser vicepolitiinspektør Martin Rasmussen til Ekstra Bladet.

- Vi ankom for en time siden på et rutinetjek, og vi er stadig derude, så jeg ved ikke præcis, hvor mange forretninger, der er tale om, men det er nogle få stykker, lyder det.

Der er primært tale om take away-steder, der ikke må holde åbent, fordi de ligger inde i storcenteret og ikke har en udgang til gaden, men der var også en enkelt restaurant med siddepladser.

- De har fået en bøde på 10.000 kroner og er sigtet for at overtræde bekendtgørelsen, siger Martin Rasmussen.

Han ønsker i øvrigt ikke at oplyse præcis hvilke spisesteder, der er tale om, men det er altsammen steder, der vil få lov til at åbne 18. maj.