Politiet massivt til stede i Vollsmose: Stor bandeaktion i gang

Flere steder på Fyn har politiet været i aktion mod rockere og bander

Her kan du se video fra stedet (privatvideo)

Fyns Politis rocker- og bandeenhed har haft mere end almindeligt travlt i dag.

I øjeblikket er massivt til stede i Odense-bydelen Vollsmose, hvor de blandt andet har været forbi Odense-banden Black Armys klubhus.

Årsagen er en større politiaktion, som Fyns Politi kører et par gange om året for at kunne holde bedre styre på bande og grupperinger i området.

Det oplyser vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi til Ekstra Bladet.

- Vi kører en Vollsmose indsats fra tid til anden, som et led i den registrering og tætte kontakt, som vi hele tiden sørger for at have med de bander og grupperinger, vi har her i Odense. Der er dog ingen særlig anledning, der gør, at det lige er i dag, siger Kim Munksgaard til Ekstra Bladet.

Tyske rockere stoppet
Et andet sted på Fyn har politiet også været tvunget til at rykke ud. På motorvejen blev fem biler fyldt med tysker rockere stoppet og trukket ind i nødsporet.

Her ransagede Fyns Politi bilerne og fandt en række interessante ting.

- Vi fandt to foldeknive og en peberspray. To personer er blevet sigtet og taget med på stationen, hvor de måtte betaler en bøde på 13.500 kroner, siger vagtchef Kim Munksgaard til Ekstra Bladet.

De tyske rockere blev første gang spottet ved Lillebæltsbroen på vej mod Sjælland, men inden de nåede så langt, så fik Fyns Politi stoppet dem.

- Vi stoppede dem nær rasteplads Kildebjerg lidt vest for Odense. Men når du bringer fem biler med rocker-lignende typer til standsning, så kan det godt danne lidt kigge-kø. Nysgerrige trafikanter, der lige skal have et kig, siger Kim Munksgaard.

Men efter 20 minutters kø, så kørte trafikken igen.

Black Army
I Vollsmose har Fyns Politi stadig ikke fundet noget, men det er der også en grund til.

- Vi har ikke fundet noget endnu. Normalt er det sådan, at så snart de ser os, så går informationerne som en steppebrand, og så er det begrænset, hvor meget vi finder. Men vi får i hvert fald givet et signal om, at vi er der, og de ikke bare kan gøre, som de har lyst til, siger Kim Munksgaard

Ifølge vagtchefen kommer aktionen til at vare det meste af dagen.

- Det skal være sådan, at man som almindelig borger føler sig tryg, uanset om det er inde i Odense midtby eller i Vollsmose. Det er også en del af strategien i dag, siger Kim Munksgaard.

Udover at være til stede de steder, hvor banderne hører til, så patruljere Fyns Politi også mere end normalt i området i dag.