Politiet om lig i Kurts garage: - Det er rigtig professionelt håndteret

Hos Fyns Politi er der ifølge vicepolitiinspektøren ikke noget at komme efter i sagen om de to trafikdræbte, der endte i Kurt Hansens garage

Det var her i Kurt Hansens lastbilgarage, at politiet valgte at placere de to afdøde. Foto: Per Rasmussen
Det var her i Kurt Hansens lastbilgarage, at politiet valgte at placere de to afdøde. Foto: Per Rasmussen

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

To mænd ramte 9. juni sidste år frontalt ind i et vejtræ på Langeland i deres bil.

Begge blev de erklæret døde på stedet af en læge - alligevel gik der knap tre timer, før de afdøde blev kørt til lighuset.

Flere ambulancer ankom ellers til ulykkesstedet, men ingen ventede på, at mændene var fjernet fra bilen. I stedet måtte politiet bestille en ligvogn, der først nåede frem 21.20.

De to blev erklæret døde 18.45.

Se også: Politiet bankede på hos Kurt: Har du plads til to lig?

'Helt rigtigt'
Det etiske aspekt i at håndtere afdøde korrekt er vigtigt, lyder det fra politiet, der dog ikke mener, der er noget at komme efter i håndteringen af sagen.

- Det er jo et eller andet sted rart for de efterladte at vide, at deres kære er blevet passet godt på efter deres død. Og så skal man også tænke på dem, der passerer ulykken. De skal heller ikke blive vidne til noget ubehageligt, så jeg synes, at de (politimændene, red.) handler helt rigtigt ved at få flyttet dem indenfor, siger Jesper Pedersen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.

- Hvis det var en af dine kære, der endte med at sidde udenfor i regnen i godt to timer og derefter blev lagt ind på et koldt stengulv i en gammel lastbilgarage, ville du så tænke, at det var godt håndteret?

- Nu er det nok fordi, jeg er politimand og har set lidt af hvert, men jeg ville faktisk synes, at det var rigtig professionelt håndteret.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det var lige inden for denne port, at ligene af lå opmagasineret i ligposer i en time, før de blev hentet af en rustvogn. I Region Syddanmark driver regionen selv hovedparten af ambulancedriften. Falck kører altså udelukkende ligvogne i regionen, men det er via en kontrakt med politiet. Udgifterne til ligvogne afholdes derfor af politiet.
Det var lige inden for denne port, at ligene af lå opmagasineret i ligposer i en time, før de blev hentet af en rustvogn. I Region Syddanmark driver regionen selv hovedparten af ambulancedriften. Falck kører altså udelukkende ligvogne i regionen, men det er via en kontrakt med politiet. Udgifterne til ligvogne afholdes derfor af politiet.

Underligt
Region Syddanmark har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at afdøde personer er politiets ansvar, og dermed skal afdøde altså ikke transporteres i en ambulance, men en ligvogn.

Mens regionen efterfølgende har benægtet, at det skulle være tilfældet, så stemmer det godt overens med vidners oplevelse på ulykkesstedet 9. juni.

- Jeg spurgte en på stedet om, hvorfor søren de ikke blev kørt væk i en af de ambulancer, der var herude, men så fik jeg at vide, at de ikke måtte køre med døde i ambulancen. Det var underligt, siger Kurt Hansen, der senere på aftenen gav politiet lov til at placere to ligposer med de omkomne i sin lastbilgarage.
Artiklen fortsætter under billedet.

Ved dette træ mistede de to mænd livet, da de ramte det frontalt. Stadig kan man se lidt rød lak på træet. Foto: Per Rasmussen
Ved dette træ mistede de to mænd livet, da de ramte det frontalt. Stadig kan man se lidt rød lak på træet. Foto: Per Rasmussen
 

'Enhver sag har nogle læringspunkter'
Skal Jesper Pedersen anstrenge sig for at finde noget, der ikke var 'professionelt håndteret' i sagen, så er det rustvognens responstid.

- Det er rigtigt, at det tog lang tid. Også for lang tid, før rustvognen kom, siger han, der ikke kan genkende billedet af, at Fyns Politi ofte står med afdøde i det offentlige rum, som de skal rekvirere rustvogne til.

- Normalt oplever jeg, at afdøde godt kan blive kørt væk i en ambulance. Men i den konkrete sag skulle vi lave nogle undersøgelser, og derfor var der ingen grund til, at ambulancerne ventede.

- Så det var jer, der sagde til ambulancefolkene, at de godt kunne køre igen?

- Det, der er vigtigt at sige her, er, at de ikke sidder under åben himmel i bilen, men de er dækket over.

- Hvis man kigger på denne her sag samlet set, ville du så sige, at den overordnet set blev håndteret så godt, som den kunne, eller ville du sige, ’jeg er sgu ked af, at det gik som det gik her?’

- Jeg ville i hvert fald ikke sige, at jeg var ked af, at det gik som det gik. Enhver sag, vi arbejder med, har nogle læringspunkter. Jeg har som sagt ikke selv været på stedet, men overordnet set, så er det her altså håndteret rigtig, rigtig professionelt. Det står jeg gerne på mål for.

Sendte nærmeste vogn
Hos Falck anerkender man, at det tog for lang tid at nå frem.

- Det er lang tid, det må jeg sige. Vores mål er at være fremme så hurtigt som muligt, hvilket er inden for en time. Men det var den nærmeste bil, der blev sendt så hurtigt, som det kunne lade sig gøre, siger Jesper Jakobsen, pressemedarbejder hos Falck.

Region Syddanmark: Derfor tilbyder vi ikke politiet transport af afdøde

Ekstra Bladet har tidligere søgt aktindsigt i regionen vedr. sagen fra Langeland, hvor vi blev oplyst følgende om retningslinjerne for, hvornår regionen transporterer afdøde i ambulance:

- Når først involverede trafikofre er konstateret døde er det videre forløb politiets ansvar. Så jeg vil foreslå du spørger Fyns Politi.

Region Syddanmark har ikke ønsket at stille op til interview, men regionens pressechef svarer pr. mail.

- Hvorfor har Region Syddanmark besluttet at afdøde, også i det offentlige rum, er politiets ansvar?

- Det har regionen ikke besluttet. Regionen har som øvrige regioner en retningslinje som respekterer, at hvis politiet ønsker yderligere undersøgelser, så overgår ansvaret for transport af afdøde herefter til politiet.

- Hvad tænker regionen om, at de to afdøde mænd endte med at blive opmagasineret i en fremmed mands lastbilgarage, når regionens ambulancer kunne have taget dem med?

- Ambulancer i Region Syddanmark kører med afdøde efter samme retningslinjer som ambulancer i øvrige regioner. Regionen ønsker, at retningslinjerne følges, og at ambulancepersonalet – som i dette tilfælde - respekterer, at det er politiets opgave at sørge for transport, hvis politiet ønsker yderlig undersøgelse.

- Er det normalt, at politiet ved personer omkommet i færdselsuheld frasiger sig tilbud om, at regionens ambulancer medtager afdøde, men at politiet i stedet ønsker at benytte sig af en rustvogn?

- Arbejdsdelingen omkring transport af afdøde er kendt både af politi og regioner. Derfor tilbyder vi ikke politiet ambulancekørsel af afdød, når opgaven er politiets ansvar.