Politiet om tragedie: Far dræbte to børn

Det er politiets opfattelse, at faderen dræbte sine to børn - en pige på tre år og en dreng på fem

De to børn, som mandag eftermiddag blev fundet døde i et hus på Frydsvej i Kolding, er blevet dræbt af deres far.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

'På baggrund af efterforskningen er det aktuelt politiets opfattelse, at den 35 årige far har dræbt de to børn og herefter begået selvmord,' skriver politiet i pressemeddelelsen.

De to børn var henholdsvis en lille pige på tre år og en dreng på fem år. De blev alle tre fundet døde klokken 16.45 i faderens villa på Frydsvej.

Politiet ønsker på grund af omstændighederne ved dødsfaldet ikke at oplyse mere til offentligheden.

Naboer i chok
Ekstra Bladet var tidligere i dag til stede på Frydsvej, hvor familien i går blev fundet.

Og dødsfaldet har i den grad rystet den ellers rolige villavej. Det fortæller en nabo, der har været ganske tæt på familien, til Ekstra Bladet.

- Vi er i chok. Det er meget underligt og vemodigt. Jeg havde overhovedet ikke set den komme, siger naboen, der ønsker at være anonym af hensyn til sagen.

- Jeg så ham sidst (faderen red.) for otte dage siden. Jeg har kun godt at sige om ham. Han var venlig over for alle og alle beboere her på vejen. Det er virkelig forfærdeligt, og jeg havde ikke forventet at få sådan en besked, siger naboen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

Vi ved ikke, hvad der er sket
I løbet af formiddagen er enkelte venner til familien mødt op foran huset. Et kærestepar, der har kendt faderen i omkring 15 år, fortæller, at han var en fantastisk mand.

- Vi fatter det ikke. Vi tør slet ikke tænke på, hvad der kan være sket, siger en ung kvinde, som ligeledes ønsker at være anonym på grund af den tragiske sag.

Hun fortæller, at hun sidst talte med faderen i lørdags.

- Hvad der er sket siden, det ved jeg ikke. Vi har ikke fået noget at vide, siger hun.

Teknikere arbejdede hele mandag aften i huset på Frydsvej, og politiet har stadig tirsdag afspærret huset.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere