Politiet omringet i Esbjerg: Ville blot hjælpe voldsoffer

De unge mænd eller store drenge var helt henne og rykke i politibilerne

Tidligere er en sagesløs Hjem-Is-mand blevet sparket i maven og slået af en flok unge mænd, der uopfordret passede ham op i ghettoen i Stengårdsvej-kvarteret i Esbjerg.

Bybusser er blevet udsat for stenkast i området - og buschauffører for trusler.

Kommunen har lukket et bibliotek i området om aftenen på grund af de unges chikane, brandmænd har været i fare på grund af stenkast – og sidst på sommeren blev en politibetjent ramt af sten kastet af de unge. Han måtte på skadestuen.

Området omkring Stengårdsvej i det østlige Esbjerg er ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd det fattigste sted i Danmark.

Kvarteret har de seneste år været hærget af uro og overfald - og selv om kommunen har investeret massiv i aktiviteter – eksempelvis et udendørs idræts- og læringscenter, er der stadig problemer.

Eksempelvis udsendte Sydjyllands Politi i dag lørdag kl. 12.51 via det sociale medie Twitter en direkte appel til de unge i området.

Ekstra Bladet ringer til Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg.

- Ole Lohmann, hvad går det her egentlig ud på?

- Vi sendte nogle patruljer derud fordi en borger derude på Stengårdsvej havde været udsat for vold. Vedkommende anmodede os om hjælp. Vi kom derud for at hjælpe borgeren, men så bliver patruljen mødt af provokerende unge, som spyttede mod biler og råbte af os - og de var henne og rykke i patruljebilerne. Vi har tidligere oplevet noget lignende – også hvor de smadrer vores patruljevogne og kaster sten efter os. Det ville vi gerne forebygge.

- Det lyder ubetryggende?

- Ja, og vi ville gerne forhindre det i at gentage sig, så vi sendte nogle ekstra patruljer til stedet. Det ser ud til, at man har forestået vores budskab om, at vi ikke tolererer det. Der var ellers ved at samle sig en større mængde om vores biler derude, men de unge mennesker har nu trukket sig tilbage.

- Så det, der var en forholdsvis enkel politi-forretning med en simpel voldssag endte med et større politi-opgave med et stort opbud af patruljer?

- Korrekt. Det handler om, at de unge mennesker tilsyneladende ikke har forståelse for, at vi er der for at hjælpe en af deres naboer. Dermed ikke sagt, at alle af de, som samlede sig, kommer fra Stengårdsvej, for vi har før set, at der er folk, som kommer udefra, når der er gang i gaden. Så vil man være med.

- Hvad kan du sige om de unge – er det unge mænd eller drengebørn?

- Ja

- Er det etnisk danske unge eller drenge og mænd med anden etnisk baggrund?

- Jeg ved det ikke. Jeg har ikke set dem og er egentlig ligeglad, for alle skal opføre sig ordentligt.

- Følte dine kollegaer sig utrygge?

- Nej, de følte sig provokerede af dem. Og deres erfaring er,  at sådan en situation kan gå hen og blive farlig, hvis der eksempelvis bliver kastet med sten.

- Du nævnte, at de var henne og rykke i patruljebilerne. Skete det, mens der var betjente i bilerne?

- Nej.

- Skete det med henblik på at vælte bilerne?

- Nej, det er måske snarere med henblik på at rykke et spejl eller andet udstyr af dem, eller for at sparke buler i dem.

- Hvad skyldes denne adfærd?

- Manglende opdragelse.

- Kan det være for at manifestere en manglende respekt over for ordensmagten?

- Det kunne det måske nok, ja. Jeg kan kun gætte på det

- Hvor mange patruljevogne kom til stedet?

- Nok.

- Hvad skete der med voldsofferet?

- Det er vi ved at undersøge nu.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere