Politiet opgiver bedragerisag mod Løkkes familiemedlem

Var anmeldt af kommune for bedrageri for 584.000 kroner - men bevisbyrden kan ikke løftes, forklarer anklager

Politiet opgiver sigtelse mod Løkkes familiemedlem. Vi kan simpelthen ikke løfte bevisbyrden, siger anklager Jesper Rubow. Foto: Per Rasmussen
Politiet opgiver sigtelse mod Løkkes familiemedlem. Vi kan simpelthen ikke løfte bevisbyrden, siger anklager Jesper Rubow. Foto: Per Rasmussen

Politiet har efter syv måneders efterforskning opgivet sigtelsen mod en tidligere medarbejder i Hedensted Kommune. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Som tidligere beskrevet i Ekstra Bladet, er der tale om et nært familiemedlem til Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. 

Lars Løkke er ramt både personligt og politisk. Et af hans nære familiemedlemmer, der er kommunalt ansat, er blevet anmeldt for bedrageri og flere kritiserer nu Venstre-kommunen Hedensted for at reagere for langsomt i sagen. (Foto: Per Rasmussen) Dansk politik - 24. sep. 2014 - kl. 04:12 Løkkes mareridt: Nært familie-medlem meldt for storsvindel

Hedensted Kommune politianmeldte hende i september for bedrageri for 584.000 kroner mod et retarderet folkepensionist-par, som hun havde været såkaldt hjemmevejleder for i en årrække.

- Vi har vurderet rent strafferetligt, om vi kunne løfte bevisbyrden for, at denne her hjemmevejleder skulle have tilegnet sig noget fra deres økonomi. Men vi kan simpelthen ikke løfte bevisbyrden, forklarer anklagerfuldmægtig Jesper Rubow fra Sydøstjyllands Politi.

Mangler bilag
Ifølge pressemeddelelsen har den kommunale hjemmevejleder i årene 2009-2014 haft fuldmagt til at hæve penge og købe ind for parret på 75 og 81 år.

- Der er ikke dokumentation fuldt ud for de hævninger, der er foretaget, og det vil vi gerne melde ud. Men vi vurderer, at det ikke er nok til at kunne bevise, at der er foretaget økonomisk kriminalitet, siger anklagerfuldmægtig Jesper Rubow.

Ifølge pressemeddelelsen har det ikke været muligt at foretage en tilbundsgående afhøring af det retarderede par om deres økonomi. Det er netop derfor, de har haft en hjemmevejleder fra kommunen, skriver politiet.

Se også: DF: Syg ledelseskultur i skandale-ramt kommune

Pressemeddelelsen fremhæver, at der ikke har været væsentlige ændringer i det retarderede pars forbrug og økonomi sammenlignet med årene før den pågældende tiltrådte som hjemmevejleder.

Under en gennemført revision har det ikke ’været muligt at påvise hævninger af påfaldende store enkeltbeløb’ – og efterforskningen af hjemmevejlederens egen økonomi har i øvrigt ikke ’kunnet påvise, at pågældende skulle have tilegnet sig penge fra parret’.

Anmeldt af kommunen
I august 2014 blev hjemmevejlederen sendt hjem fra sit arbejde i Hedensted Kommune. Cirka halvanden måned senere blev vedkommende formelt bortvist – og den 23. september 2014 indgav kommunen politianmeldelse.

Hjemmevejlederen har hele tiden nægtet sig skyldig i bedrageri. Hendes advokat har forklaret, at der var tale om rod i bilagene, der eksempelvis i 2011 var nærmest ikke-eksisterende.

Se også: Mere bilagsrod i Løkke-familien: Min klient har ikke styr på dokumentationen

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at afgørelsen alene bygger på en strafferetlig vurdering af sagen. Det betyder ifølge Sydøstjyllands Politi, at der således fortsat kan være en civilretlig tvist mellem kommunen og hjemmevejlederen.

Politiets afgørelse om at opgive at rejse straffesag kan indbringes for Statsadvokaten inden for fire uger, fremgår det af pressemeddelelsen.

Under efterforskningen har politiet fået retten i Horsens til at udpege en bistandsadvokat for det retarderede par – og denne advokat kan eventuelt klage over afgørelsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra parrets bistandsadvokat.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere