Politiet opretter visitationszone

Politiet indfører visitationszone og zone med dobbelt straf i området omkring Motalavej. Det gælder i en uge

Efter flere dage med slagsmål og uro indfører Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag aften visitationszone og en zone med skærpet straf i området omkring Motalavej i Korsør.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Området omkring Motalavej har i den seneste tid være rammen om flere opgør mellem forskellige grupperinger.

Blandt andet blev en 17-årig dreng mandag aften stukket i brystet med en kniv. En 16-årig dreng er sigtet for drabsforsøg og er blevet varetægtsfængslet.

- Der har den seneste periode været ekstraordinært meget uro i området ved Motalavej med blandt andet vold, fund af våben og grupperinger, der slås indbyrdes, udtaler fungerende politidirektør Lars Harvest i pressemeddelelsen.

- Det skaber selvfølgelig stor utryghed blandt borgerne i området, og det kan de ikke være tjent med. Derfor har vi vurderet, at indførelse af disse zoner kan være med til at standse en opblussen af utryghedsskabende kriminalitet og genskabe trygheden i området.

I en skærpet strafzone er straffen for bestemte forbrydelser som udgangspunkt det dobbelte af normalt. Det drejer sig blandt andet om hærværk, vold mod politiet, brandstiftelse og overtrædelse af våbenloven.

En visitationszone betyder, at politiet må visitere personer og undersøge køretøjer uden at have en mistanke om, at der er begået noget kriminelt.

Både visitationszonen og zonen med skærpet straf gælder foreløbig i en uge.

Torsdag eftermiddag indførte Fyns Politi visitationszone i Vollsmose efter et skyderi i bydelen onsdag aften. Den gælder i to uger.