Politiet: Overfald på fængselsbetjent var nøje planlagt

Nye oplysninger om afstraffelsen af 43-årig fængselsbetjent

Overfaldet på en 43-årig fængselsbetjent fra Vestre Fængsel i København, der blev gennembanket med et stykke værktøj og stukket tre gange i den ene balle, var nøje planlagt.

Voldsmændene havde forberedt sig grundigt og observeret i området ved fængslet, og meget tyder på, at de samarbejdede med ukendte fanger i Vestre Fængsel.

Da den 43-årige fik fri klokken 19 torsdag den 18. juni holdt tæskeholdet klar og mændene slog til, da fængselsbetjenten kom cyklende på Enghavevej ud for bageren nummer 172.

Han blev gennemtævet med en hjulnøgle eller en svensknøgle og stukket med kniv. Han fik en fem centimeter lang flænge i hovedet.

- Det var en afstraffelse og næppe et drabsforsøg, siger politikommissær Hans Erik Raben, afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Politiet frigiver nu en række nye oplysninger om overfaldet, der viser, at det var nøje forberedt.

Betjenten blev overfaldet foran denne bager på Enghave vej ikke lang fra fængslets port. Foto: Kenneth Meyer 112 - 19. jun. 2015 - kl. 12:10 Fængselsbetjent stukket ned: Overfaldsmænd ventede på fløjte-signal fra indsatte

Mellem klokken syv om morgenen og frem til overfaldet stjal gerningsmændene et sæt nummerplader VT 30 847 fra en parkeret bil ved Vestre Kirkegård, som de satte på flugtbilen, en mindre sort Peugeot. (I de første efterlysninger efter overfaldet blev nævnt nummeret VT 20 847, men det er VT 30 847).

To-tre holdt klar ved fængslet
Godt en time før overfaldet, cirka kl. 17.45 den 18. juni, ser et vidne en lille sort Peugoet, der holder på hjørnet af Vestre Kirkegårds Allé og Vigerslev Allé. To personer står ved bilen, og der sidder muligvis en tredje person inde i bilen.

Politiet mener, der var tale om overfaldsmændene og har dette signalement af dem.

1. Mand, 25-30 år, 185 cm. høj, muskuløs, mørk i huden, sort hår, kort i siderne, iført en sort træningsjakke med hvide striber langs lynlåsen og formentlig lyse, lange bukser.

2. Mand, 25-30 år, 175-180 cm. høj, muskuløs, meget markeret, veltrænet, tæt af bygning og mørk i huden. Han var iført en sort stram t-shirt og grønne camouflage shorts, så man kunne se en sort tatovering på formentlig venstre læg. Han bar sorte sneakers/sko.

Foto: Kenneth Meyer 112 - 18. jun. 2015 - kl. 21:11 Fængselsformand om kniv-overfald: Nøje planlagt hævnaktion

Klokken 19 cyklede den 43-årige fængselsbetjent ud af porten fra Vestre Fængsel og til højre ad Enghavevej mod Sydhavnen Station. Fem minutter senere bliver han overfaldet ud for bageren Enghavevej 172, hvor overfaldsmændene stopper ham på cyklen og går løs på ham.

Overfaldsmændene talte dansk og var maskerede med bandana-tørklæder. Men ellers passer fængselsbetjentens beskrivelse af mændene på de to, som vidnet så godt en time tidligere. Den 43-årige fængselsbetjent beskriver overfaldsmændene som typer fra bande- rockermiljøet.

Piften fra cellerne
Politiet har fået bekræftet, at der netop som den 43-årige forlod fængslet, blev piftet højlydt fra fangernes celler i nordfløjen, der ligger mindre end 100 meter fra fængslets port:

- Det kan man lægge i, hvad man vil. Men det kunne være et tegn om, at 'nu kører han', siger politikommissær Hans Erik Raben.

Efter overfaldet kører den sorte Peugeot mod Sydhavnen Station og til højre ad P. Knudsens Gade. Politiet har ikke fundet bilen, men sporet stopper ikke her.

Brændte nummerplader af
Klokken 20.28 sender politiet en patrulje til en mindre brand på Jagtvej 34 ved Nørrebro Park Skole. Her har der været to små brande bag skolen ved et stisystem.

Tilsyneladende er noget tøj brændt af, og en hundepatrulje finder de to stjålne nummerplader i et buskads. Nummerpladerne VT 30 847 er også forsøgt brændt af.

Et vidne har set en mand gå fra brandstedet med en svensknøgle skjult i sit ene ærme. Han gik mod Korsgade og beskrives som 20-25 år, arabisk af udseende, 170-175 cm. høj med kort sort hår og iført en tynd sort vindjakke.

- Efterforskningen viser, at gerningsmændene har forberedt sig. Det er en nærliggende tanke, at nogen har set sig sur på fængselsbetjenten, så han skulle have en lærestreg, siger politikommisær Hans Erik Raben.

Den 43-årige er kendt som en dygtig og effektiv fængselsbetjent, som har næse for at afsløre indsmuglede stoffer og mobiltelefoner.

- Vi har fundet cirka 20 vidner, men vil gerne have flere. Så ring 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen, opfordrer Hans Erik Raben.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere