Politiet på overarbejde på J-dag: Mand forsøgte at nikke betjent en skalle

Fyns Politi har haft en travl nat på grund af den famøse J-dag. Syv sager om spirituskørsel og to voldssager blev det blandt andet til. Det er i overkanten, lyder det fra politiet

Hvornår kom øllen på gaden - og hvor meget sælges der af den? Bliv klogere på juletraditionen her (Foto: Steven Knap / Byrd, Linda Johansen)

Øl hældt ind af vinduet i en politibil, en skalle forsøgt rettet mod en politimand og et højt antal spritbilister.

Fyns Politi har haft en udpræget travl nat på grund af fredagens J-dag. Dagen, hvor Tuborg julebryggen kommer på gaden. Det fortæller vagtchef i Fyns Politi.

- Jeg synes, det har været særligt slemt. Der har været for mange færdselsuheld med spiritusbilister, og vi har haft mange anholdte i forhold til det, vi kan kalde almindelig orden og sikkerhed, siger Lars Thede.

I Odense er der stadig 'en del fulderikker', der sover rusen ud i detentionen. Der har været to voldssager i Odense, hvor den ene omhandler en mand, der er blevet sigtet for vold mod tjenestemand, fordi han forsøgte at nikke en politimand en skalle.

Da vagtchefen mødte ind lørdag morgen, lå der otte mennesker i detentionen, fortæller Lars Thede.

- Det er ikke normalt. Det er i overkanten, siger han.

Ville bruge politiet som taxa
Det er specielt i Odense og i Svendborg, at politiet har kunnet mærke, at der har været meget øl i gaderne, og at mange mennesker har været ude.

Udover de syv sager om spiritussager og to voldssager, har politiet også været udsat for flere forhindringer i forhold til at gøre deres arbejde.

I Frederiksgade i Svendborg ved fire-tiden i nat var der eksempelvis en 30-årig mand, der ville have politiet til at køre ham hjem.

- Vi har en gut, der i sin beruselse simpelthen temmelig bogstaveligt forlanger at blive kørt hjem af politiet. Han bliver gjort bekendt med, at vi ikke er et taxaselskab, fortæller Lars Thede.

Den 30-årige mand foreslår, at han som alternativ kan slå en ned eller begå et indbrud. Manden bliver belært om, at det er en rigtig dårlig idé, hvorefter han bliver manet til ro.

Da partuljen begynder at køre, sætter han sig korporligt ud på vejen, og blokerer for politibilen, fortæller vagtchefen.

Hældte øl ind i politibil
På det tidspunkt bliver manden anholdt. I samme forbindelse er der en 23-årig mand fra Østfyn, der ønsker at blande sig.

- Og mens vi nu er i gang med at håndtere den 30-årige makker her, ser den 23-årige mand fra Østfyn sit snit til at hælde øl ind gennem politibilen over føresædet, siger Lars Thede.

Manden bliver senere identificeret i et pizzaria. Han sætter sig voldsomt til modværge og må lægges i håndjern.

Den 23-årige mand, der har fået lov til at sove sin rus ud i dententionen, kan se frem til en sigtelse for hærværk og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

- Det er den standard, der har været rundt omkring, siger vagtchefen.

Flere gaderøverier
Derudover har der været to gaderøverier i Svendborg mod en mand og en kvinde. En 18-årig mand blev presset op af en mur og fik stjålet sin pung.

De samme tre mænd med udenlansk herkomst formodes at stå bag, men de er endnu ikke blevet fanget.

Ifølge Lars Thede har antallet af sprituskørsler også været i overkanten.

- I nogle weekender ender vi op med en-to spritbilister og andre nætter ligger vi på de her syv-otte stykker. Og det er jo alt for mange. En hver spirituskørsel er jo i princippet alt for meget, siger Lars Thede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere