Politiet rykkede massivt ud i København: Jagtede s-tog

Flere patruljer er kørt ud til mistænkelige forhold i et s-tog

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Politiet har fået en anmeldelse om mistænkelige forhold på i et s-tog i København.

Anmeldelsen kom ind klokken 20.21, og politiet rykkede ud til flere stationer for at komme toget i forkøbet. Da de fik anmeldelsen, var toget på Valby Station, og politiet kørte ud til blandt andet Københavns Hovedbanegård, Nordhavn og Østerport Station.

- Der er en mand, der muligvis har set en pistol på en anden mand i et s-tog. Ingen meldinger om trusler, men muligvis en bevæbnet person, siger Henrik Brix, vagtchef hos Københavns Politi.

Der er tale om et Linje B-tog mod Farum, fortæller Henrik Brix.

Politiet har efter klokken 21 fået stoppet toget på Nordhavn Station.

- Desværre stoppede vi toget uden at finde ham. Så nu skal vi gennemgå en masse overvågning, så vi kan se, om vi kan finde ham.

- Vi vil gerne se, hvad han var i besiddelse af. Om det var et skydevåben, eller om det var så meget andet, fortæller vagtchefen.

Han bekræfter desuden, at politiet var rykket talstærkt ud.

- Ja, vi er rykket talstærkt ud. Hellere for meget end for lidt. Og vi rykker ud med det, vi mener, er nødvendigt, siger han.

Når politiet rykker ud til situationer, hvor der muligvis er skydevåben indblandet, tropper de typisk også selv op med maskinpistoler.

- Det er meget sandsynligt, vi havde maskinpistoler. Det kan se voldsomt ud, men det er nogle forholdsregler, fortæller vagtchefen.