Politiet: Savner du en kongepyton?

Sydsjællands Politi fandt natten til fredag en afrikansk kvælerslange og efterlyser nu ejermanden

Slangen er omkring en meter lang og blev fundet i Næstved. Politifoto
Slangen er omkring en meter lang og blev fundet i Næstved. Politifoto

Klokken 01.25 natten til fredag blev Sydsjællands Politi kaldt ud til en usædvanlig opgave.

I kælderen under en etageejendom i Næstved havde nogle beboere observeret en slange, der normalt ikke hører hjemme på disse breddegrader.

Det viste sig at være en meterlang kongepyton, der er en afrikansk kvælerslange.

- Den havde lagt sig ned i kælderen, hvor der var dejligt varmt. Vi fik tilkaldt Falck, der kom og fjernede den, siger vagtchef ved Sydsjællands Politi, Kent Edwardsen.

Han oplyser, at en kongepyton er ganske ufarlig og har et relativt mildt temperament, hvilket gør den velegnet som kæledyr.

- Vi kontaktede for en sikkerheds skyld en slangeekspert, og han sagde, at han hellere vil bides af en kongepyton end kradses af en kattekilling, forklarer vagtchefen.

Politiet efterlyser nu ejermanden til den afrikanske slange, der indtil videre opholder sig i et dyreinternat.

Ejermanden kan kontakte politiet på telefonnummer 114.

En kongepyton kan i fangenskab blive cirka 25 år og opnå en længde på mellem 90 og 120 centimeter.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere