Politiet sigter røveriefterlyst for voldtægtsforsøg

Overfald på kvinde i Hvidovre blev i første omgang kaldt røveri. Nu rejses der sigtelse for voldtægtsforsøg

Et overfald på en ung kvinde på Friheden Station i Hvidovre i weekenden var ikke bare røveri, men angiveligt et forsøg på voldtægt. Det mener Københavns Vestegns Politi.

Manden blev anholdt tirsdag, efter at politiet havde efterlyst ham med billede fra overvågningskameraer, og onsdag skal han stilles for en dommer.

- Efterforskningen har frembragt nogle oplysninger, som gør, at vi har rejst sigtelse for forsøg på voldtægt, fortæller efterforskningsleder Henrik Hougaard fra Hvidovre lokalpoliti til Ritzau.

Se også: Efterlyst røver har meldt sig selv til politiet

Hougaard ønsker på nuværende tidspunkt ikke at komme nærmere ind på grundlaget for, at man har rejst den alvorlige sigtelse.

I forbindelse med efterlysningen af manden har politiet indtil nu beskrevet sagen som et røverisk overfald, hvor gerningsmanden væltede en 19-årig kvinde omkuld og forsvandt med hendes mobil.

Overfaldet fandt sted kort efter klokken tre natten til søndag, lige efter at kvinden var steget af S-toget på Friheden Station, der ligger i nærheden af hendes hjem.

Se også: Kender du ham? Kvinde overfaldet af mand på station

Manden, der stod på perronen, henvendte sig til kvinden og ville have hendes telefon.

Da hun ikke ville give ham den, væltede han hende omkuld, satte sig over skrævs på hende og slog hende i ansigtet. Derefter stak han af med telefonen.

Kvinden blev efterfølgende indlagt på sygehuset til observation for hjernerystelse.

Politiet offentliggjorde tirsdag et billede af manden, i håbet om at det ville føre en anholdelse med sig. Det gjorde det tirsdag aften.

Manden skal fremstilles i grundlovsforhør sidst på eftermiddagen onsdag. Retsmødet bliver holdt ved Retten i Glostrup, hvor en dommer skal tage stilling til, om politiets beviser er stærke nok til at fængsle manden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere