Politiet søger vidner til færdselsdrab

En 65-årig kvinde mistede livet natten til søndag. To polske mænd er anholdt i sagen

En 65-årig kvinde fra Skælskør-området mistede natten til søndag livet, da hun blev ramt af en forbikørende bil.

Efterfølgende er to 35-årige mænd af polsk herkomst blevet anholdt i sagen, men politiet søger nu hjælp fra offentligheden, fordi de anholdte ikke ønsker at oplyse, hvem der har ført bilen.

Se også: Kvinde dræbt i ulykke: Blev påkørt på vej hjem fra byfest

De to anholdte har været til byfest på Glænø og her har de angiveligt været i et indbyrdes slagsmål med en tredje polak.

Politiet mener, at slagsmålet kan have påkaldt sig opmærksomhed fra offentligheden.

- Vi efterlyser derfor vidner, som kan have set hvem af disse, der efterfølgende har forladt festpladsen i en sølvgrå Peugeot Expert varebil, lyder det i en pressemeddelelse fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Bilen med registreringsnummer TN91058 forlod pladsen og kørte herefter ad Glænøvej, hvor ulykken skete. 

Vidner bedes ringe til Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på 114.