Politiet stopper midlertidigt brug af teledata

Politiet har fundet nye alvorlige fejl i teledata

Rigsadvokaten stopper midlertidigt brug af teledata som bevis for domfældelse efter fund af nye alvorlige fejl.

Det oplyser Justitsministeriet.

Se også: It-fejl kan have givet forkerte domme i syv år

Teledata vil foreløbig heller ikke blive brugt som grundlag for varetægtsfængsling af mistænke, oplyser ministeriet.

De nye regler er foreløbig gældende indtil 18. oktober. I mellemtiden skal fejlene undersøges og finde ud af, hvad der skal gøres fremadrettet.

Nick Hækkerup skriver i et brev til Folketingets retsudvalg, at 'Rigspolitiet nu (har) oplyst, at der i forbindelse med gennemgangen af de konkrete straffesager ligeledes er konstateret flere forskellige konkrete fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne vedrørende teleoplysninger. Omfanget og betydningen af disse fejl er endnu ikke afdækket.'

- Der er gang på gang kommet nye oplysninger frem i teledata-sagen. Det rokker ved vores tillid til retssystemet. På baggrund af de nye, alvorlige oplysninger har rigsadvokaten nu besluttet at trække i håndbremsen, så teleoplysninger indtil videre ikke anvendes i retten som bevis på, at tiltalte er skyldig, eller som grundlag for varetægtsfængsling. Det synes jeg er en rigtig og nødvendig beslutning, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.

Se også: Pape om fejlagtig teledata: Det lyder voldsomt

Beslutningen kommer på baggrund af, at Rigspolitiet har oplyst, at man har fundet flere fejl i forbindelse med de geografiske koordinator for placeringen af de telemaster, som man bruger til at sandsynliggøre, hvor en mistænkt i en given sag har befundet sig. Det oplyser ministeren i et brev til Folketingets retsudvalg.

Derudover har Rigspolitiet oplyst, at de i flere af de sager, der er blevet gennemgået, har konstateret, at der har været fejl i den rådata, politiet har modtaget fra teleselskaberne.

Af justitsministerens brev til retsudvalget fremgår det, at det vil være nødvendigt at udsætte sager, hvor teledata ville være afgørende.

Hvis der er personer, der er blevet varetægtsfængslet på baggrund af teleoplysninger, vil man skulle anmode om et retsmøde, hvor der skal tages stilling til, om vedkommende kan varetægtsfængsles på baggrund af de øvrige beviser, der måtte være i sagen.

Se også: Radikale: Telesag udvikler sig til historisk retsskandale

Da sagen første gang kom frem i lyset i juni måned, lød det, at op mod 10.000 sager, hvor der er blevet anvendt teledata, skal gennemgåes på ny for at sikre, at der ikke er sket fejl. Det drejer sig om sager, der er op mod syv år gamle.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere