Politiet trak våben mod 12-årig

Borger forvekslede legetøj med skarpladt våben

Meldinger om en mand iført gasmaske og med et gevær i hånden fik lørdag Fyns Politi til at rykke talstærkt ud på Østergade i Rudkøbing.

Det skriver fyens.dk.

- Den melding reagerer vi naturligvis på og tager sikkerhedsmæssige forholdsregler, når der er en, der går rundt med et våben. Der er ingen melding om, at han har gjort noget - han går bare frem og tilbage i gaden, fortæller vagtchef Peter Vestergaard til mediet.

Da politiet ankom til stedet kort før klokken 13, trak betjentene våben og fik manden lagt ned. Ifølge vagtchefen var det først der, at det gik op for betjentene, at der var tale om et barn med et legetøjsvåben.

- Jeg har ikke set våbnet endnu, men for anmelder lignede det på afstand et rigtigt gevær. Det var anmelder ikke i tvivl om. Og så kan det være svært at bedømme alder, når det er en med gasmaske på, fortæller vagtchefen til fyens.dk.

Efterfølgende blev den 12-årige dreng overleveret til sine værger, oplyser politiet.

- Heldigvis er ingen kommet til skade, men han er selvfølgelig rystet over oplevelsen, siger Peter Vestergaard.

Vagtchefen oplyser, at politiet nu vil tage en snak med den 12-årige dreng om fremtidig leg med plastikvåbenet og muligheden for eventuelle misforståelser.