Politiet undersøger mistænkelig blodplet ved Silvan

Københavns Politi har hele eftermiddagen undersøgt et område foran Silvan i Valby, hvor en større blodplamage er fundet

I øjeblikket er der ikke noget, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt (Video: Local Eyes)

Se mere video på localeyes.dk

En større mængde af blod er fundet foran Silvan i Valby ved Gammel Køge Landevej.

Det bekræfter Københavns Politi, der fik anmeldelsen klokken 12.30.

- Det var nogle medarbejdere fra Silvan, der i forbindelse med noget oprydning havde fundet en større plamage af blod omme bag en container, siger vagtchef Henrik Brix til Ekstra Bladet.

Politiet har siden tilbragt det meste af eftermiddagen på stedet, hvor de har undersøgt, hvor blodet stammer fra.

Indtil videre har politiet ikke formået at klarlægge hvilken type blod, der er er tale om, eller hvorfor det er havnet bag en container ved Silvan.

Der er ingen mistænkte i sagen, og politiet oplyser, at de endnu ikke har afhørt nogen.

- Det er et mistænkeligt forhold, som vi undersøger. Vi skal have talt med folk i Silvan, og så skal vi have fundet ud af, hvor lang tid det har ligget der. Og så skal vi have kigget på noget overvågning derude. Det, håber vi, kan hjælpe os gevaldigt, siger Henrik Brix.

I øjeblikket er der ikke noget, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt.

- Vi har undersøgt containeren, og der var umiddelbart ikke noget at komme efter. Men vi undersøger alle muligheder. Vores teknikere skal have taget en prøve af blodet, og så er det vores opgave at finde ud af, hvad der er sket. Der er mange muligheder, og lige nu prøver vi bare at blive klogere, lyder det fra vagtchefen.

Ekstra Bladet følger sagen...

1 af 2 Foto: Local Eyes / Skærmfoto
2 af 2 Foto: Local Eyes / Skærmfoto