Politiet undersøgte mulig skudepisode i Beder

Politiet undersøgte mulig skudepisode i Beder

Østjyllands Politi rykkede torsdag eftermiddag talstærkt ud til Beder syd for Aarhus, efter anmeldelse om, at der var blevet affyret flere skud.

Tidligere på dagen skrev politiet på Twitter, at man siden klokken 14.20 havde været til stede i Beder for at undersøge et mistænkeligt forhold.

Efter fire og en halv time løfter politiet så sløret for, hvad aktionen gik ud på.

- Der er hørt skud, og vi fik anmeldelse om, at der havde været en konflikt mellem nogle personer i området, fortæller vagtchef Michael Ørum.

- Vi har ikke oplysninger om, at nogen skulle være ramt, og vi har heller ikke fundet andet, der kan indikere, at der skulle være blevet skudt, fortsætter han.

Ved anmeldelser om skyderier leder politiet efter tegn på, at der er blevet skudt. Det kan for eksempel være ting eller bygninger, der ramt af projektiler, eller patronhylstre. Men det har man altså ikke fundet i Beder.