Politiet var massivt til stede

Flere politivogne og en hundepatrulje var tirsdag formiddag mødt talstærkt op på Dannebrogsgade i Aalborg

En læser har sendt denne video, der angiveligt skulle vise en mand blive ført væk fra en af bygningerne på gaden af politiet. Privatoptagelse

Et stort antal politifolk mødte op ved Dannebrogsgade i Aalborg tirsdag formiddag.

Det bekræftede Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

- Vi er til stede med vogne og en hundepatrulje, og vi arbejder på stedet, fortalte han til Ekstra Bladet.

Vidner på stedet skrev til Ekstra Bladet, at politiet førte to mand væk, men det ønskede Nordjyllands Politi ikke at bekræfte over for Ekstra Bladet.

OPDATERET klokken 12:07

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at Nordjyllands Politi var på Dannebrogsgade for at anholde en person i en aktuel bedragerigsag.

'Vores efterforskere var i Dannebrogsgade for at foretage en anholdelse af en person i forbindelse med en verserende bedragerisag. I den forbindelse opstod der lidt tumult, og derfor blev det nødvendigt at sende ekstra patruljer til stedet,' fortæller Karsten Højrup Kristensen i pressemeddelelsen.

Politiet var på stedet fra 09.45 og en time frem.