Politiets formodning: Sådan døde 20-årig kvinde

De foreløbige undersøgelser af 20-årig kvindes dødsfald i Holstebro peger ifølge Midt- og Vestjyllands Politi i retning af, at kvinden døde af en overdosis

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

Ved du noget om sagen ? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

Afhøringer af vidner, tekniske undersøgelser i lejligheden i Skjoldgården i Holstebro og den foreløbige obduktionsrapport har så godt som aflivet Midt- og Vestjyllands Politis mistanke om, at en 20-årig kvinde var blevet dræbt, da hun blev fundet livløs torsdag først på eftermiddagen.

Kvinden blev obduceret fredag formiddag, og stationsleder hos lokalpolitiet i Holstebro, vicepolitiinspektør Allan Laustsen, skønner med udgangspunkt i den foreløbige obduktionsrapport, at den 20-årige kvinde er død som følge af en overdosis narkotika.

Se også: Ingen anholdte i sag om mystisk dødsfald

- Vi kan ikke endeligt konkludere noget endnu, men intet indikerer, at kvinden har været udsat for en forbrydelse, siger Allan Laustsen til Ekstra Bladet.

Den 20-årige kvinde havde onsdag aften og nat deltaget i et selskabeligt lag med flere andre personer i en 47-årig mands lejlighed i Holstebro. Hun overnattede som den eneste af gæsterne i lejligheden, og da den 47-årige beboer vågnede op ad dagen torsdag, fandt han hende angiveligt liggende livløs. Han ringede 112 torsdag klokken 13.38, og da Midt- og Vestjyllands Politi ankom til adressen, kunne de konstatere, at den 20-årige kvinde var død.

Døde mens beboer sov

De mystiske omstændigheder ved dødsfaldet fik straks politiet til at efterforske sagen som et muligt drab, men mindre end et døgn senere er Allan Laustsen tæt på at aflive den mistanke.

- Vi har afhørt de fleste af de mennesker, der var i lejligheden, og selv om vi først om nogle uger med en retskemisk rapport i hænderne med sikkerhed kan fastslå præcist, hvordan kvinden døde, så er vi med vores nuværende viden ret sikre på, at dødsfaldet er narkorelateret, siger Allan Laustsen.

Se også: 20-årig kvinde fundet død: Efterforskes som drab

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at hverken kvinden eller de øvrige deltagere i det festlige lag er en del af et kriminelt miljø. Der er heller intet, der tyder på, at der havde været uoverensstemmelser eller nogen form for tumult i lejligheden i timerne inden den unge kvindes tragiske narkodød.

- Kvinden er sandsynligvis afgået ved døden, mens lejlighedens 47-årige beboer sov, siger Allan Laustsen.

Midt- og Vestjyllands Politi har endnu ikke afklaret, hvilken form for narkotika, der har forårsaget den 20-åriges død, men der er ifølge Allan Laustsen formentlig tale om flere forskellige stoffer. Dette kan dog først fastslås med sikkerhed, når den retskemiske undersøgelse er færdig.

Kvindens pårørende er underrettet.

Ved du noget om sagen ? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere