Politiets mistanke i kæmpesag: Narko blev smuglet ind i hemmelige rum

Torsdag er 18 af de anholdte i en stor sag vedrørende indsmugling og salg af 1650 kilo narko fremstillet i grundlovsforhør

I en omfattende politiaktion blev 31 personer onsdag anholdt på Sjælland for at deltage i indsmugling af 1650 kilo kokain og heroin.

18 af de anholdte er fremstillet i grundlovsforhør i en tæt pakket retssal i Københavns Byret torsdag.

Politifolk, advokater, tolke, de fremstillede og tilhørere fyldte alle lokalet godt op, og flere sad med tykke mapper fyldt med oplysninger om sagen foran sig.

Mapperne var tydeligt markeret med ordene 'Operation Goldfinger', som sagen er døbt.

Blandt de anholdte er der tale om 17 mænd og en enkelt kvinde, hvoraf størstedelen er af albansk afstamning. Der var derfor indsat en tolk, som måtte oversætte til albansk i retten.

Politiet mener, at de anholdte er en del af et større kriminelt netværk bestående hovedsageligt af mænd fra Albanien. Ud over den store mængde narkotika er der ligeledes blevet indsmuglet våben.

14 af de fremstillede er sigtet for deltagelse i indsmugling af 1650 kilo kokain og eller heroin, og det fremgik af sigtelsen, at stofferne blev smuglet ind i landet via svensk indregistrerede biler, hvori der var indrettet særlige rum til at skjule disse.

Dette skulle have fundet sted mindst 55 gange, hvor der i hvert tilfælde blev indsmuglet 15 kilo kokain og heroin fra udlandet til hovedstadsområdet i Danmark. Stofferne blev derefter blandet op med fyldstof og videre overdraget til et større antal ukendte købere.

Derudover er flere sigtet for medvirken til indsmugling samt for pengeoverførsler i handel af narkotika med henblik på at sløre eller skjule pengenes oprindelse.

Den omfattende indsmugling har ifølge sigtelsen fundet sted mellem marts 2018 og altså frem til 26. juni 2019.

Anholdelserne fandt sted onsdag, hvor politi i flere europæiske lande koordinerede en aktion ved hjælp af Europol. Betjente rykkede ind samtidig i Sverige, Holland, Belgien, Slovenien, Albanien og Tyskland.

Den danske indsats blev foretaget i et samarbejde mellem Særlig Efterforskning Øst (SEØ) og politikredsene på Sjælland. I en pressemeddelelse fra Københavns Politi oplyses det, at der blev foretaget ransagning af over 40 lokaliteter på Sjælland onsdag.

Ud over de 18 personer, som er fremstillet torsdag, blev en enkelt mand varetægtsfængslet onsdag aften.

Af hensyn til efterforskningen begærede anklageren dørene lukket.

Se også: Stor aktion: 31 personer anholdt i kæmpesag

Se også: 31 anholdt i kæmpe narkoaktion: Her blev alle ansatte lagt i håndjern

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere