Politiets teori: 17-årig begik indbrud inden drab på norsk pige

Den drabssigtede teenager er tidligere kendt af politiet

Få seneste nyt i sagen her (Video: VGTV)

Den 17-årige dreng, som af norsk politi mistænkes for at stå bag drabet på den 13-årige Sunniva Ødegård, kan nu også kobles til et indbrud i et privathjem i byen Varhaug samme aften som liget af den unge pige blev fundet.

Det oplyser politiet til det norske medie NRK.

- Han skal have været involveret i indbruddet, men vi kan ikke gå i yderligere detaljer, siger politiets talsmand Herdis Traa til mediet.

Den 13-årige Sunniva Ødegård blev fundet død under mystiske omstændigheder natten til mandag klokken 03.10, efter at hun ikke var vendt hjem fra en veninde samme aften.

Norsk politi har frigivet navn og billede af 13-årige Sunniva Ødegård, som de mistænker er blevet slået ihjel i Varhaug i Norge. Privatfoto
Norsk politi har frigivet navn og billede af 13-årige Sunniva Ødegård, som de mistænker er blevet slået ihjel i Varhaug i Norge. Privatfoto

Det var et familiemedlem til pigen, som fandt liget, der lå på en smal sti 150 meter fra familiens hjem i den lille norske by Varhaug.

I formiddags kunne politiet oplyse, at man har anholdt og sigtet en 17-årig dreng fra lokalområdet for drab på pigen.

- Han er sigtet for drabet ud fra omfattende efterforskning og vidneforklaringer, lød det fra politiet på pressemødet.

Den 17-årige nægter sig skyldig, men har erkendt overfor politiet, at han har befundet sig, der hvor liget af den unge pige blev fundet. 

- Han er tidligere kendt af politiet, men ikke i forbindelse med sager om vold, sagde Herdis Traa på dagens pressemøde.

Den norske avis VG beskriver, hvordan drabet på den 13-årige har rystet den lille norske by.

Flere af byens blot 4000 indbyggere samledes mandag aften for at mindes den unge pige.

Ifølge Harald Øglænd, der er bistandsadvokat for familien til Sunniva Ødegård, er familien knust, men forældrene er lettede over den fremskredne efterforskning.

- De er optaget af at få svar på, hvad der er sket og hvorfor, siger han til VG.

Den 17-årige drabssigtede fremstilles senere i dag i grundlovsforhør, hvor politiet vil begære ham varetægt fængslet i foreløbigt to uger.

En obduktion tirsdag skal afsløre, hvordan den 13-årige døde.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere