Politiets teori: Her kommer hittebarnsmor fra

Der er mange hypoteser om, hvem moderen til det efterladte barn kan være. Men det virker mest sandsynligt, at det er en desperat kvinde i nærområdet, siger politiet

Her blev barnet fundet (Video: Kenneth Meyer)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Københavns Vestegns Politi har stadig ingen idé om, hvem der er mor til den nyfødte pige, der blev efterladt i en container i et boligkvarter i Bagsværd fredag morgen. Her blev pigen fundet i stærkt nedkølet tilstand af to renovationsarbejdere.

Politiet har siden gået dør til dør i boligblokken i Værebroparken for at afhøre potentielle vidner. Man har også fulgt op på tips, men uden afgørende spor, siger politikommissær ved Vestegnens Politi Hans Tonnesen i et interview med Ekstra Bladet lørdag.

- Det er sejt, når man ikke kommer nogen vegne, konstaterer han.

Uden tips fra offentligheden er chancen forsvindende lille for, at politiet finder ud af, hvem moderen er.

Intet hospitalsregister at sammenligne med

Der er taget dna-prøver fra moderkagen og pigen, som kan bruges til at matche hende med sin mor og far. Dna-resultaterne forventes i næste uge.

Problemet er, at resultaterne i sig selv kun er til begrænset hjælp. De skal nemlig sammenlignes med noget for at finde et match. Der findes ikke noget centralt dna-register i sygehusvæsenet at sammenligne med, fordi der ikke som standard bliver lavet dna-analyser på almindelige blodprøver.

Når politiet får et tip om, hvem moderen og faderen kan være, skal politiet derfor først sikre sig noget materiale til dna-analyse, for eksempel spyt, blod eller vævsprøver. Derefter skal politiet bruge en retskendelse for at få udleveret materiale til analyse, forklarer Hans Tonnesen.

Se også: Taske kan måske lede politiet på sporet af mor til hittebarn

Politi: Moderen kan være hvem som helst

Sandsynligheden for at politiet kan finde moderen kun ud fra dna-databasen er forsvindende lille, fordi registeret kun omfatter kriminelle og hovedsageligt består af mænd.

Foreløbig er der kun teorier at gå efter, og det er op ad bakke.

- Hvad nu hvis det er en tilrejsende? En 16-17-årig pige eller et eller andet, som er indhyllet i gevandter og man måske ikke engang har set, hun har været gravid. Hun har måske ikke engang været i kontakt med læge eller lignende i Danmark og så lige pludselig føder. Det kunne selvfølgelig også være en eller anden dansk pige, der er holdt indespærret eller hvad ved jeg. Men det er alt for løse hypoteser at komme med, siger Hans Tonnesen.

- Det, vi mangler, er et tip. En, der ringer og siger, 'Ved I hvad, hende her, hun var gravid i sidste uge og nu er hun ikke gravid længere og jeg kan ikke konstatere, hvor barnet er.'

Moderen sandsynligvis tæt på

Umiddelbart indikerer findestedet, at moderen skal findes i lokalområdet. Havde bortskaffelsen af spædbarnet været velovervejet og nøje planlagt, kunne personen bag have fundet et sted med mindre sandsynlighed for, at barnet blev fundet, specielt i live. Det kunne for eksempel være en skov.

At pigen bliver fundet, hvor hun gør, vidner om, at personen, som efterlod hende, har været i en desperat situation og bor i nærområdet, siger Hans Tonnesen.

- Det virker som om det er noget, der skulle af vejen hurtigt. Og hvorfor skulle det så det? spørger han.

Et andet spor er den tilstand, pigen blev fundet i. Hun lå nøgen i en affaldscontainer, hvor hun sandsynligvis blev efterladt for at dø.

I andre tidligere sager er hittebørn fundet i sportstasker og pakket ind i tøj eller tæpper, så de var beskyttet mod kulden og kunne overleve. Desuden var spædbørnene efterladt i et område, hvor de hurtigt ville blive fundet.

Siden 1995 er 13 spædbørn fundet efterladt i Danmark. Fem døde mens otte overlevede. Nu overvejer myndighederne at lave en 'babyskakt' på hospitalet, hvor spædbørnene kan afleveres.

Pige skal i plejefamilie

Pigen, som blev fundet fredag, var stærkt nedkølet, men uskadt. Hun har det godt nu, siger Hans Tonnesen.

- Var der gået længere tid, så havde der nok været et dødt barn. Eller det havde der, siger han.

I tilfælde af, at moderen ikke melder sig, er Gladsaxe Kommune i gang med at finde en plejefamilie til pigen.

Hans Tonnesen er bekymret for moderens helbred og opfordrer hende og andre med tips til at henvende sig til Vestegnens Politi eller ringe 114.

Gårdmanden Milonja var med til at finde den nyfødte pige. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 1. apr. 2016 - kl. 13:05 Fandt nyfødt pige: - Jeg ryster stadig af chok

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere