Politijagt endte i uheld: Nu efterforskes politiet

Fredag aften kørte en motorcyklist galt, mens politiet kørte efter vedkommende. Nu skal politiets rolle i sagen undersøges

En motorcyklist kom alvorligt til skade ved et uheld fredag aften. Ulykken skete, efter politiet havde kørt efter motorcyklisten, og derfor er Den Uafhængige Politianklagemyndighed gået ind i sagen.

Det skriver Politianklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Klokken 20.11 modtog Politianklagemyndigheden en underretning fra Sydøstjyllands Politi om, at der havde været en episode, hvor politiet var kørt efter en motorcykel.

Det var dog endte med, at motorcyklisten kørte galt i en rundkørsel og kom alvorligt til skade.

Episoden udspillede sig ved Klank vest for Aarhus.

Lørdag morgen har Sydøstjyllands Politi ingen kommentarer til sagen eller til, hvad der skete ved uheldet fredag aften.

Det er standardprocedure at Politiklagemyndigheden sætter en efterforskning i gang, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen. De kan kontaktes på 41 78 35 00 eller mail@politiklagemyndigheden.dk.