Politiker starter indsamling for seksuelt misbrugt kvinde: Hun er udsat for dobbelt-ydmygelse

Socialdemokraten Kaare Dybvad er gået ind i sagen om en seksuelt misbrugt kvinde

Socialdemokraten Kaare Dybvad har startet en indsamling for Tasja Nielsen, der blev seksuelt misbrugt fra hun var to til syv år. Hendes biologiske mor har efterfølgende stjålet datterens erstatning på 50.000 kroner, fordi lovgivningen er indrettet på en måde, så erstatninger under 75.000 kroner kommer i forældres eller værgers varetægt indtil barnet bliver myndig. - Jeg synes det virker helt tosset. Der er et hul i lovgivningen. Og selvom det måske ikke drejer sig om særlig mange mennesker, der står i en tilsvarende situation, så mener jeg principielt at lovgivningen skal ændres, siger Kaare Dybvad til Ekstra Bladet. Foto: Finn Frandsen

Socialdemokraten Kaare Dybvad har startet en indsamling, der skal rejse penge til den 18-årige gymnasieelev fra Fårevejle, Tasja Nielsen.

På mindre end 24 timer er der blevet indsamlet mere end 25.000 kroner.

Den unge kvinde var udsat for et årelangt seksuelt misbrug fra hun var to til syv år af et medlem i sin familie. Derfor blev hun i 2008, da sagen nåede til landsretten, tilkendt en erstatning på 50.000 kroner.

Men erstatningen er aldrig nået frem til hende, da pengene er blevet fjernet fra den konto de i sin tid blev sat ind på.

Tasja Nielsen kæmper for at lovgivningen i forhold til erstatningssager bliver ændret. I første omgang kontaktede hun Folketingets retsudvalg. Efterfølgende har hun skrevet et brev til justitsminister Søren Pape Poulsen, som har returneret med et to-siders langt brev til den 18-årige gymnasieelev. Foto: Mogens Flindt

Håber lovgivning bliver ændret
Derfor står den 18-årige kvinde i dag uden nogen erstatning. På grund af en forældelsesfrist på fem år har Tasja Nielsen ikke andre muligheder end at gå rettens vej i håb om at vinde pengene tilbage.

Men vigtigst af alt forsøger Tasja Nielsen at rejse sin sag på politisk niveau i håb om, at lovgivningen på området bliver ændret. Det har hun blandt andet gjort ved at kontakte justitsminister Søren Pape Poulsen gennem et brev.

Det fungerer nemlig sådan, at det kun er erstatninger på mere end 75.000 kroner, som bliver placeret på en lukket konto. Beløb derunder kommer i forældres eller værgers varetægt, som det er tilfældet med Tasja Nielsen, hvis biologiske mor dengang havde forældremyndigheden over datteren.

Har startet indsamling
Kaare Dybvad forstår heller ikke lovgivningen på området, og han har derfor rejst sagen i Folketinget udover at starte en indsamling.

- Jeg ved godt, at det ikke er mit job som politiker at lave en indsamling. Men der er en politisk dimension i det, fordi det handler om at få ændret den her beløbsgrænse på de 75.000 kroner. Jeg har derfor spurgt justitsministeren, hvorfor lovgivningen er, som den er.

- Hvis man skal være lidt firkantet, må man sige, at det, Tasja har været udsat for, er en dobbelt-ydmygelse. Hun blev misbrugt i fem år og fik så lav en erstatning, at det nærmest er komisk. Og fordi hun har fået så lav en erstatning, som hun har, så mister hun så også den, siger Kaare Dybvad.

Handler ikke om penge
Selvom Tasja Nielsen er 'evigt taknemmelig for', at socialdemokraten har startet en indsamling, så er det ikke pengene, det handler om for hende.

- Det var nogle penge, jeg fik, fordi jeg har været igennem noget, der er helt igennem grotesk. Det er et sølle plaster på såret, men det er et mærke af retfærdighed, der bliver fjernet fra mig igen.

- Det kunne ligeså godt have været sten, appelsiner eller græsstrå, men det er et symbol på, at det, jeg har været igennem, er uretfærdigt. Det er også derfor, jeg ønsker rettens afgørelse på, at det, der er sket, er forkert, og at det min biologiske mor har gjort, er forkert, fortæller Tasja.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen, men ministerens særlige rådgiver oplyser, at han ikke har mulighed for at tale torsdag.

Justitsministeren har dog i et brev til Tasja Nielsen opfordret hende til at søge gratis retshjælp. Derudover har han bedt sine embedsmænd om at se på reglerne for området.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere