Politiker straffes for vold mod børn

Vold mod børn var ikke så systematisk, at der var tale om mishandling, siger Retten i Roskilde

En folkevalgt politiker er onsdag blevet idømt fængsel i tre måneder for vold mod to af sine børn. Retten i Roskilde har gjort straffen betinget.

Politikeren har under sagen nægtet sig skyldig og anker på stedet dommen til Østre Landsret.

Tiltalen drejede sig om mishandling af i alt tre børn, fordi de gennem mange år især skulle være blevet tildelt såkaldte lammere - hårde slag med knyttet hånd.

Der er imidlertid kun bevis for vold mod to af børnene, fastslår retten. Desuden har volden ikke haft så systematisk en karakter, at man kan tale om mishandling, sådan som anklager Kirsten W. Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi har påstået.

I stedet er politikeren fundet skyldig i almindelig vold ved enkeltstående episoder over lange perioder. For det ældste barns vedkommende er det sket gennem næsten 16 år, indtil han flyttede hjemmefra.

Dommer Lise Leth-Nissen oplyser, at hun og de to domsmænd er enige om resultatet.

I et tidligere retsmøde har politikerens forsvarer sagt, at der hverken har været fysiske eller tekniske beviser.

- Det er en sørgelig sag, har advokat Mads Krøger Pramming udtalt.

Hans påstand var, at det ældste barn havde manipuleret det yngste barn til at komme med løgnehistorier om forholdene i hjemmet.

Men retten har altså fundet den ældstes forklaring troværdig. Afgørelsen bygger desuden på udtalelser fra andre vidner.

Blandt andet er politikeren dømt for en vinterdag med frostvejr at have skubbet det yngste barn kun iført T-shirt og underbukser ud på terrassen. Her fik han til opgave at puste støv af Lego-legetøj. Forinden havde han fået en lammer.

Dommeren vælger at udstrække navneforbuddet efter domsafsigelsen. Det indebærer, at pressen ikke kan bringe oplysninger om hendes opgaver som led i det betroede hverv som politiker.

Stik imod loven tillod en kommune i øvrigt at lade den voldssigtede politiker have samvær med et af børnene uden overvågning, påpegede anklageren i sin procedure i sidste uge.

Efter det uovervågede samvær skiftede dette barn forklaring. Han havde ikke været udsat for vold, lød det nu. Disse nye og helt forandrede udtalelser har retten dog valgt ikke at lægge vægt på, oplyser dommer Lise Leth-Nissen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere