Porsche-bande hærger jysk provinsby

Med dyre biler og rasende fart skaber en gruppe unge mænd utryghed i Skive - nu politiet vil vise nultolerance over for dem

En ny Porsche koster ikke under en million kroner. Foto: Sebastian Kubatz
En ny Porsche koster ikke under en million kroner. Foto: Sebastian Kubatz

Politiet i Skive har nok at se til, efter at en tidligere drengebande er blevet til en gruppe mænd, der med store armbevægelser og dyre biler skaber utryghed i lokalsamfundet.

Seneste mandag aften, hvor lokalpolitiet i Skive stoppede en brummende Porsche Cayenne for at tjekke, hvorvidt chaufføren var narkopåvirket.

- Det er ikke tilfældigt, at vi stopper den. Vi har en gruppering i Skive, som vores betjente har fået besked på at holde ekstra øje med. De kører i nogle bestemte biler, fortæller chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, til Ekstra Bladet.

Selvom manden var clean, var han langtfra tilfreds. Han tilkaldte nemlig to biler med personer fra grupperingen.

- De truer betjentene. 'Hvis ikke der stod politi på ryggen af jer, så skulle vi nok ordne jer,' siger de blandt andet, fortæller chefpolitiinspektøren.

Patruljen valgte herefter at forlade stedet uden at kalde på assistance, for at situationen ikke skulle eskalere.

To af mændene kan derimod forvente at blive sigtet for trusler mod tjenestemand.

Hvor får de pengene fra?
På særligt det økonomiske punkt er politiet interesseret i den endnu unavngivne gruppes adfærd.

Bilerne, de kører i, er leaset, så derfor er politiet i samarbejde med Skattestyrelsen interesserede i at finde ud af, hvordan de får finansieret den tunge leasing-ydelse.

- Nogle er dem er uden officiel indkomst. Derfor undrer vi os over, at man kan køre rundt i meget dyre biler, siger Claus Hilborg og fortsætter:

- Et par af dem er på kontanthjælp, men det kommer man ikke langt med. Mistankegrundlaget er, at de ernærer sig økonomisk på ikke-lovlig vis.

Ifølge loven kan myndighederne ikke beslaglægge biler, der er leaset på samme måde som biler, man ejer.

- Problemet er, at de ikke selv ejer bilerne. Det er ejerne, der skal begå det kriminelle, hvis man skal beslaglægge dem.

Motivation
Udadtil lader det altså til, at der er tale om en lille, men relativt organiseret gruppe, der bakker hinanden op, selv når politiet er til stede.

Det kan være svært at pege på, hvad der motiverer gruppen til at handle, som de gør.

- De fører sig frem. Der er en del ’bling-bling’ i det her, siger chefpolitiinspektør Claus Hilborg.

- Til tider får vi efterretninger om, at de har mange penge. Penge, de flasher på diskoteker og værtshus. I deres egne øjne vil de gerne have status.

Talk of town
Både kommunen og politi får ofte henvendelser fra fortvivlede borgere, der oplever gruppen på nært hold.

Gruppen består af 14 mand, der næsten alle sammen har rødder i Mellemøsten, og har tidligere været kendt som drengebanden McDonalds-gruppen.

Nu er de blevet voksne og fortsætter øjensynligt videre ned ad den forkerte sti.

- Det er noget, man snakker om i Skive. De har en synlig adfærd, hvor de kører voldsomt og hurtigt i de store biler. Det passer slet ikke til Skive. Selvfølgelig skal det her ikke accepteres.

- Vi kommer inden for lovens rammer til at køre nultolerance over for dem, siger Claus Hilborg.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere