Postbud i bommert: Bankbosser kan slippe for retssag

Syv tidligere bankdirektører skal muligvis ikke møde i landsretten i den såkaldte EBH-sag om økonomisk kriminalitet, da Bagmandspolitiets anke fra byretten ikke er blevet modtaget i rette tid

Det er uklart, om sagen nu vil fortsætte i Landsretten. (Polfoto)
Det er uklart, om sagen nu vil fortsætte i Landsretten. (Polfoto)

Et postbud er ufrivilligt blevet hovedperson i den såkaldte EBH-sag, hvor Bagmandspolitiet mener, at syv tidligere bankchefer er skyldige i blandt andet kursmanipulation.

De syv mænd blev 1. juli ved retten i Hjørring frikendt sammen med yderligere én bankchef, men Bagmandspolitiet var ikke tilfredse med dommen for de syv mænd, hvorfor de besluttede at anke sagen til landsretten.

Men det er ikke gjort inden for den grænse, der hedder 14 dage, skriver finans.dk.

I stedet overskred de tidsfristen. Til Ekstra Bladet forklarer senioranklager Stefan Kobbernagel, at det var et postbud, som er årsag til den nyopståede sag, der kan ende med at de syv bankchefer helt kan slippe for yderligere en retssag.

- Byretten og landsretten er blevet orienteret omkring vores anke pr. mail sammen med de syv tiltaltes advokater. Derudover skal man sende to breve til forsvarerne. Et anbefalet og et almindeligt brev. Og det er sidstnævnte, som er kommet en dag for sent, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Otte bankfolk frifindes i stor straffesag

- Hele den brevbakke, som Bagmandspolitiet lægger posten i og som PostNord henter, er blevet glemt. Politiet har talt med det pågældende postbud, og han har indrømmet, at det var tilfældet, siger han.

Arvid Andersen, der er forsvarer for Ebh Banks tidligere adm. direktør Finn Strier Poulsen, mener, at sagen skal afvises. Han er heller ikke enig i, hvad der er blevet sendt for sent. 

- Man har sendt meddelelsen om anken til retten pr. mail, men det er efter retspraksis ikke godt nok at sende den over mail, fordi retten skal have anken med den originale underskrift. Og det er først kommet frem to dage for sent med almindelig post, siger forsvareren og fortsætter:

- Derudover skal de tiltalte have sendt en meddelelse med anbefalet og almindeligt brev. Det sidstnævnte skete en dag for sent, siger Arvid Andersen.

De syv tiltalte har siddet på topposter i Morsø Sparekasse, Ebh Bank og Sparekassen Kronjylland.

De beskyldes for at have lagt en plan om at presse kursen på to obligationer og en bankaktie kunstigt i vejret.

Retten i Hjørring frifandt alle de tiltalte for anklagerne om kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri 1. juli.

Bagmandspolitiet, der kalder fejlen for en 'bagatel', forventer, at den oprindelige sag kommer til at gå sin gang i Vestre Landsret.

- Landsretten skal nu vurdere, om der er tale om en rettidig anke, men det er en formalitet, for posten er overleveret, når den lægges i PostNords bakke, og det er også mine klare forventning, at sagen vil blive anket, siger senioranklager Stefan Kobbernagel.

Se også: Bankchef vil kræve erstatning efter frifindelse

Det er Arvid Andersen ikke overraskende uenig i.

- Bagmandspolitiet siger, at det er ikke dem, der har begået fejlen, men PostNord. Og det er meget muligt, men det er stadig Bagmandspolitiets forpligtelse, at den medarbejder ved, hvad han skal tage med af post.

- Det er ikke en bagatel. En frist er en frist. Og når man taler om retssager er en deadline en absolut frist, der skal overholdes, siger han.

Bagmandspolitiet havde 14 dage til at anke dommen, men de valgte først at gøre dette på den sidst mulige dag. Ifølge Stefan Kobbernagel er det dog meget normalt at gøre.

- Man får en dom på 300 sider, som man skal nå at læse ordentligt igennem og derefter overveje om sagen skal ankes, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere