Postbud kaster pakker på p-plads: Han siger han havde en dårlig dag

En PostNord-ansat har tirsdag været til tjenstlig samtale, efter at han blev filmet af en borger i Ballerup

Martin Haakansson fortæller, at PostNord ikke har fået oplysninger om, at noget skulle være gået i stykker under postbuddets noget lemfældige omgang med pakker. Se videoen her

Et mandligt pakkepostbud fra PostNord beholder sit job, men har fået et ordentligt hak i tuden af sin chef, efter at han tirsdag formiddag blev filmet af en borger, mens han var på arbejde i Ballerup.

På optagelsen, der er delt på Facebook flere gange, ser man postbuddet kaste pakker fra bagagerummet på sin varebil og ud på en parkeringsplads. Herefter sætter han en sækkevogn ned ved siden af pakkerne og giver sig til at stable dem, inden han kører pakkerne ind til modtagerne.

Men den behandling af pakkerne er helt uacceptabel, oplyser Martin Haakansson, der er distributionschef hos PostNord i Brøndby.

- Vi har til eftermiddag haft omdeleren inde til en tjenstlig samtale sammen med hans nærmeste leder. Her har han forklaret, at han havde en dårlig dag, og at det hele bare var gået i sort for ham. Det gik altså ud over borgere og de pakker, som vi kører med, og det er dybt uacceptabelt, siger Martin Haakansson til Ekstra Bladet.

Martin Haakansson fortæller, at PostNord ikke har fået oplysninger om, at noget skulle være gået i stykker under postbuddets noget lemfældige omgang med pakker.

- Men kommer der klager fra kunder, så vil vi naturligvis påtage os vores erstatningsansvar. Det er bare at henvende sig til kundeservice, siger Martin Haakansson videre.

Martin Haakansson fortæller videre, at den rigtige procedure er, at postbuddet sætter pakker ned til enden af bagagerummet, og at sækkevognen herefter sættes ned på vejen. Herefter er det meningen, at postbuddet stiller sig ned til sækkevognen, hvorefter han løfter pakkerne fra bagagerummet og ned på sækkevognen.

- Der er ikke nogen af vore bude, som ikke kender den procedure. Det står ganske klart for alle, at det er sådan vi gør det, siger distributionschefen.

Når det pågældende postbud ikke er blevet fyret, skyldes det, at han har været ansat i 16 år.

- Og der er ikke nogen fortilfælde. Han har gjort det godt gennem 16 år. Han vidste med det samme, at den var gal. Og han har undskyldt mange gange, siger Martin Haakansson.

I stedet har postbuddet fået en advarsel, oplyser distributionschefen.

- Han har fortalt os, at han havde en fornemmelse af, hvad der var i pakkerne. Og at der ikke var noget dyrt eller skrøbeligt i de pakker, som han valgte at kaste ud fra bilen. Men det er ikke nogen undskyldning. Ingen steder kaster eller smider vi med borgernes pakker, siger Martin Haakansson til Ekstra Bladet.

187 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere