Postnords terminal i Malmø lammet: Mystiske skader på to personer

Smerter i hænderne hos to medarbejdere på Postnords brevterminal i Malmø har tvunget politiet til at reagere. Nu er bombegruppen på vej

Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO

To personer er onsdag blevet kørt på hospitalet, efter de begge har klaget over smerter i hænderne på deres arbejdsplads i Postnords brevterminal i Malmø.

Det skriver både Expressen og Aftonbladet.

Efterfølgende er politiet gået ind i sagen, og de har sendt deres bombehold til stedet.

Det oplyser pressetalsmand hos svensk politi, Åsa Emanuelsson, til Aftonbladet.

- Vi har flere enheder på plads, lyder det.

Også Postnords presseansvarlige i Sverige bekræfter episoden.

- De håndterede et brev, som lækkede noget. Når det handler om den slags, så tilkalder vi politiet, og så lukker vi terminalen helt ned, siger Maria Ibsen til Aftonbladet.

Det er fortsat uklart, hvad der befandt sig inde i pakken, men det er politiet i fuld gang med at undersøge.

Ifølge Postnord i Sverige er alle breve, der bliver håndteret i Malmø, blevet stoppet, og det kommer til at påvirke omdelingen i Skåne.

Ekstra Bladet har talt med Postnords pressetjeneste i Danmark, der oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har det fulde overblik over situationen.

Men samtidig kan de fortælle, at breve mellem Danmark og Sverige formentlig vil være påvirket af lammelsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere