Premierminister fik manifest ni minutter før angreb

Et manifest fra den mistænkte Brenton Tarrant tikkede ind på mail hos New Zealands premierminister før angreb

Terrormistænkte Brenton Tarrant dukker kort op i retten. Video: NEW ZEALAND POOL

Ni minutter før en gerningsmand fredag gik ind i en moské i New Zealand og begyndte at skyde flere muslimer, modtog premierministerens kontor en mail med et manifest.

Det fortalte premierministeren på et pressemøde søndag.

- Jeg var en af flere end 30 modtagere af manifestet, som blev mailet, ni minutter før angrebet fandt sted, sagde Jacinda Ardern.

Se også: Politi afskriver tre mistænkte efter Christchurch-angreb

- Det indeholdt ikke en lokation. Det indeholdt ikke specifikke detaljer, tilføjede hun.

Manifestet blev to minutter efter modtagelsen sendt til en sikkerhedsafdeling.

Ardern fortæller, at hun har læst elementer af det 74 sider lange manifest, som den mistænkte bag angrebet, Brenton Tarrant, angiveligt også offentliggjorde på sociale medier.

Han skal desuden havde livestreamet angrebet på Facebook.

112 - 16. mar. 2019 - kl. 06:12 Premierminister: Drabsmand var ikke færdig

Manifestet har overskriften 'Den Store Udskiftning', og i det hedder det, at gerningsmanden ville ramme muslimer.

- Det faktum, at der var et ideologisk manifest med ekstreme synspunkter, som kobles til angrebet, er selvfølgelig dybt foruroligende, siger den newzealandske premierminister.

To moskéer blev angrebet i Christchurch. Angrebene har foreløbig kostet 50 mennesker livet.