Pres: Advokater mister besøgsdag

Grundet mandskabsmangel skærer Københavnsk fængsel i besøgsdage

Vestre Fængsel Foto: Jonas Olufson
Vestre Fængsel Foto: Jonas Olufson

Indsatte i Vestre Fængsel kan kun i begrænset omfang få besøg af deres advokater. Det skyldes ifølge Kriminalforsorgen mangel på personale i fængslet.

Derfor har Vestre Fængsel valgt at lukke ned for alle ikke-nødvendige advokatbesøg til de indsatte resten af august.

Ifølge advokat Asser Gregersen betyder personalemanglen, at han ikke kan nå at forberede sig til retten med sine klienter.

- Vi kan risikere at møde op i Vestre Fængsel klokken 16 og først få lov at se vores klienter klokken 19, hvis vi er heldige.
Det betyder blandt andet, at hverken jeg eller mine klienter er så forberedte, som man kunne ønske, når vi skal i retten - specielt fordi besøgstiden ophører klokken 19.

Det er ifølge Asser Gregersen et problem, da det kan gå på kompromis med retssikkerheden, siger han i telefonen til Ekstra Bladet.

Ekstra pres på advokater
Københavns Fængsler bekræfter overfor Ekstra Bladet, at personalemanglen er et problem.

'Københavns Fængsler kan bekræfte, at der er lukket for besøg af advokater i besøgsafdelingen på fredage i august måned grundet en presset personalesituation', det udtaler Lea Bryld, institutionschef for Københavns Fængsler til Ekstra Bladet i en mail.

Det vil fortsat være muligt for advokater at besøge deres klienter ved akutte behov om fredagen, men der henstilles til, at de kommer på besøg i en af de øvrige fem dage i ugen, hvor der fortsat er åbent i besøgsafdelingen.

Ifølge Bo Yde Sørensen, forbundsformand for Fængselsforbundet, ligger problemet i, at Vestre Fængsel skal klemme alle aftaler ind i skemaet fra mandag til torsdag, hvilket lægger et stort pres på både advokater og fængslet.