Prisbelønnet filmmager dræbt af løve

Katherine Chappell, 29, rullede bilrude ned for at fotografere løve i sydafrikansk dyrepark

Katherine Chappell har været med til at vinde en Emmy for tv-serien 'Game of Thrones'. (Foto: Facebook)
Katherine Chappell har været med til at vinde en Emmy for tv-serien 'Game of Thrones'. (Foto: Facebook)

En amerikansk turist, der blev dræbt af en løve i en dyrepark i Sydafrika, er identificeret som den 29-årige filmmedarbejder Katherine Chappell, der har været med til at vinde en Emmy-pris for tv-serien 'Game of Thrones'.

Katherine Chappell var i Afrika for at støtte en organisation mod krybskytteri, da hun på tragisk vis mistede livet tidligere på ugen.

Både det amerikanske udenrigsministerium og Chappells familie har bekræftet offerets identitet over for amerikanske medier.

'Katie var en talentfuld, venlig og eventyrlysten kvinde. Hendes energi og lidenskab kunne hverken stoppes af landegrænser eller oceaner', skriver søsteren Jennifer i en opdatering på sin Facebook-profil.

'Hun var meget elsket og delte sin kærlighed til livet med alle, hun mødte på sin vej.'

Rullede bilruden ned
Ifølge de lokale myndigheder blev Katherine Chappell dræbt, da hun i strid med dyreparkens regler rullede bilruden ned for at fotografere en løve.

Løven dræbte Chappell med bid i hovedet, mens bilens chauffør blev alvorligt kvæstet, da han forsøgte at redde den 29-årige kvinde ud af løvens gab.

Løveparken, der ligger ved Johannesburg, er en eftertragtet turistattraktion, hvor besøgende i egne biler kan komme tæt på løverne.

Ifølge ABC News er løveparken ikke lukket efter episoden, og den angribende løve vil ikke blive aflivet. Ifølge dyreparken havde hunløven unger, hvilket kan forklare rovdyrets reaktion.

Ville stoppe krybskytter
Katherine Chappell havde taget en pause fra filmarbejdet for at dyrke sin interesse for savannens vilde dyr. I marts lancerede hun en online-kampagne for at indsamle penge til gruppen Wildlife ACT, der kæmper for øget beskyttelse af vilde dyr i Sydafrika.

'Jeg vil hjælpe organisationen med at overvåge dyrene, opsætte kameraer og lære teknikker, som skal forhindre krybskytteri', skrev hun i forbindelse med indsamlingen.

Katherine fik sin uddannelse i filmvidenskab og -produktion fra Hofstra-universitet på Long Island i 2008.

Hun flyttede efterfølgende til Vancouver i Canada, hvor hun ifølge filmdatabasen imdb var med til at lave visual effects på 'Game of Thrones' samt filmene 'Captain America' og 'Divergent'.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere