Provo-betjent slipper for fængsel

Frihedsaktivisten Lars Kragh Andersen dømt for æreskrænkelser af politifolk, der arbejder i hash-miljøet

Eks-betjenten og 'frihedsaktivisten' Lars Kragh Andersen har fået en betinget dom på 30 dages fængsel. (Foto: Gregers Tycho/Polfoto)
Eks-betjenten og 'frihedsaktivisten' Lars Kragh Andersen har fået en betinget dom på 30 dages fængsel. (Foto: Gregers Tycho/Polfoto)

Den tidligere politibetjent og frihedsaktivist Lars Kragh Andersen, 34, slipper for at afsone en fængselsstraf for at have tilsvinet sine tidligere politi-kolleger, der bekæmper hash-handlen omkring Christiania, med skældsord som 'penis-belurere', 'forbrydere' og 'planterøvere'.

Københavns Byret har netop idømt Lars Kragh Andersen 30 dages betinget fængsel for æreskrænkelser. Men retten fulgte altså ikke anklagemyndighedens krav om en ubetinget fængselsstraf og retten ville ikke dømme Lars Kragh Andersen for bagvaskelse.

Lars Kragh Andersen dømmes også for at have lækket daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts og forsvarsminister Nicolai Wammens personnumre på sin hjemmeside Frihedsaktivisten.

Under retssagen, der kørte den 2. september, men hvor dommen blev udsat til i dag, var Lars Kragh Andersen tiltalt for 13 forhold af især bagvaskelse og subsidiært æreskrænkelser af en række politifolk, der arbejder i Task Force Pusherstreet.

Anklager Elisabeth Boserup havde krævet tre måneders ubetinget fængsel til den tidligere politibetjent.

Se også: Lækkede Thornings person-nummer: Anklager kræver hård dom

Lars Krag Andersens forsvarer, advokat Rasmus Paludan synes, at det er absurd, at retten har idømt en fængselsstraf for æreskrænkelser, selvom den er gjort betinget, siger han til Ekstra Bladet.

- Grundløse visitationer
I retten sagde advokaten i sin procedure, at Lars Kragh Andersen blot brugte sin ytringsfrihed og fortalte, hvordan politiet arbejder blandt andet omkring Christiania.

- Det har almen interesse, at man risikerer at blive udsat for krænkende visitationer blot fordi man færdes omkring Christianshavn, sagde forsvareren.

- Hvis man mener, at politiet er dårlige til deres arbejde, har man al ret i verden til at sige det, sagde advokaten.

Rasmus Paludan siger, at han nu vil læse dommen, før han aftaler med Lars Kragh Andersen om dommen skal ankes.

Lars Kragh Andersen går ind for fri hash og mener, at politiet spilder sin tid på at bekæmpe hashen.

Han mener, at mange, der færdes omkring Christianshavn, udsættes for grundløse og ydmygende visitationer på løse mistanker om besiddelse af hash. De må klæde sig af i offentlighed og bliver undersøgt omkring penis, forhuden og pungen for skjult hash.

- Jeg har selv gjort det i de knapt fire år, jeg var politibetjent. Jeg er en forbryder, der har forbedret mig, sagde Lars Kragh Andersen under retssagen.

- Så når jeg skriver, at betjentene er penis-belurere er det en objektiv kendsgerning, hævdede eks-betjenten i retten.

- De blufærdighedskrænker mennesker dagligt for at lede efter planterester i folks lommer, sagde han.

Men Københavns Byret mener altså, at den tidligere betjent gik over stregen i sine beskrivelser af politiets arbejde.

Se også: Eks-politimand om kolleger: Forbrydere

Lars Kragh Andersen siger i en kommentar til dommen: 'Statens ansatte kan tilsyneladende slippe af sted med både ulovlige krige, ulovlige visitationer og krænkelser af mennesker med tibetanske flag. Men når jeg kalder en spade for en spade og poster 8 tal på nettet, skal jeg trues med fængsel.'

Hans advokat Rasmus Paludan siger, at dommen strider mod ytringsfriheden i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

- Juridisk er dommen fagligt usædvanligt ringe og i strid med gældende ret, siger advokaten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen