Pusherstreet ryddet: - Man kan sagtens sælge hash uden boder

Under 24 timer efter politiet igen rykkede ind og ryddede Pusherstreet, er hashsalget startet op igen

Ekstra Bladet var mandag på Christiania, hvor hashsalget fortsætter (Video: Anthon Unger)

Klokken 03.00 natten til mandag rykkede politiet endnu en gang ind i Christianias famøse Pusherstreet og ryddede gaden for hash, boder og sælgere.

Men få timer efter at politiet er rykket ud af gaden fortsætter salget lystigt.

Christianias pressegruppe viste mandag formiddag Ekstra Bladet rundt på fristaden, hvor turen også blev lagt forbi Pusherstreet.

Her kunne Ekstra Bladets journalist med egne øjne konstatere, at selvom de massive og fasttømrede hashboder ikke længere er at finde i Pusherstreet, fortsætter hashsalget lystigt.

Foto fra politiaktionen i fredags: Kenneth Meyer 112 - 20. jun. 2016 - kl. 07:00 Christiania: Politi ryddede 20 hash-boder i nat

Københavns Politi er fredag i gang med fjerne hashboder i Pusher Street i Christiania. (Foto: Jens Dresling/POLFOTO) 112 - 17. jun. 2016 - kl. 12:41 Politiet rydder Pusherstreet - igen

Politiet fjernede fredag hashboderne i pusherstreet. (Foto: Mogens Flindt)
Politiet fjernede fredag hashboderne i pusherstreet. (Foto: Mogens Flindt)
 

Uendelig kamp
Fra flere interimistiske boder sælges både færdigrullede joints og større klumper hash og skunk.

Salget sker til lyden fra save og hamre, der vidner om, at nye mere permanente boder snart igen står klar til at betjene kunderne på en af Danmarks mest berømte og berygtede gader.

Se også: Aktion på Christiania: Så stor var fangsten

- Det er jo fuldstændigt latterligt. Man kan sagtens sælge hash uden en bod og vi har prøvet det her tusind gange før, lyder det fra christianit og medlem af Christianias pressegruppe, Kirsten Larsen Mhoja til Ekstra Bladet under rundvisningen og uddyber:

- Politiet kommer og piller boderne ned om natten og dagen efter bliver de så bygget igen. Sådan kan det fortsætte i en uendelighed. Politiets aktioner hjælper ikke noget som helst.

Politiet var mødt talstærkt op, da man lavede det første indryk fredag. Vidner fortalte fredag til Ekstra Bladet, at omkring 50 betjente deltog i aktionen (Foto: Linda Johansen)
Politiet var mødt talstærkt op, da man lavede det første indryk fredag. Vidner fortalte fredag til Ekstra Bladet, at omkring 50 betjente deltog i aktionen (Foto: Linda Johansen)

Klapjagt på pushere
Nattens aktion på Christiania er den anden på bare tre dage. Fredag middag rykkede politiet massivt ind på Pusherstreet.

Bevæbnet med motorsave savede betjentene 37 fasttømrede hashboder til pindebrænde, mens de konfiskerede 5,2 kg hash, Fire kg skunk og 1329 joints sammen med flere ulovlige knive.

Ved fredagens aktion blev seks betjente lettere såret.

Anderledes fredeligt gik det til natten til mandag, hvor ingen kom til skade og politiet ligefrem kaldte stemningen 'god'. Her fjernede man knap 20 boder.

Boder der altså nu allerede er på vej op igen.

(Foto: Kenneth Meyer) Dansk politik - 17. jun. 2016 - kl. 19:18 K-profil jubler over 'gennemsmadring' af hashboder på Christiania

Se også: K-profil modtager dødstrusler efter Christiania-kommentar

Kirsten Larsen Mhoja kalder politiets aktioner 'fuldstændig latterlige'. (Foto: Anthon Unger)
Kirsten Larsen Mhoja kalder politiets aktioner 'fuldstændig latterlige'. (Foto: Anthon Unger)
 

Politi: Færre boder denne gang
Selvom pusherne allerede mandag formiddag er i gang med salget igen, slår det ikke leder af Task Force Pusherstreet Dannie Rise ud.

Fra politiets side havde man forventet, at salget ville fortsætte:

- Vi noterer os, at der var færre boder end der var, da vi var derude i fredags. Da jeg i fredags blev spurgt til, hvordan vi vil reagere når hashsalget fortsætter svarede jeg: Så håndterer vi det. Det er det, vi har gjort natten til mandag og det vil vi gøre igen, lyder det fra Dannie Rise til Ekstra Bladet.

Han kalder det en forretningshemmelighed, hvordan man vil løse den fortsatte handel på staden, men giver et hint om, at pusherne formentlig kan forvente sig flere besøg indenfor den nærmeste fremtid.

- De skal ikke vide, hvornår og hvor mange vi kommer, siger Dannie Rise.

Så mange stoffer og penge har politiet beslaglagt

Københavns Politis Task Force Pusherstreet har siden d. 1. september 2012 til udgangen af 2015 bl.a. opnået disse nøgleresultater:

- 7.315 sigtelser vedrørende besiddelse af narkotika

- 749 sigtelser vedrørende salg af narkotika

- beslaglagt næsten 5 tons hash/skunk/pot og over 180.000 joints

- beslaglagt kontanter incl. udenlandsk valuta for over 30 mio. kroner

Salgsværdien af den beslaglagte narkotika udgør i alt ca. kr. 255.000.000 (255 millioner kroner)

- der er optaget 679 sager vedrørende overtrædelse af våbenloven

- 93 sager vedrørende vold mod tjenestemand (§119,1)

- 161 sager vedrørende øvrige straffelovsovertrædelser

- 76 sager vedrørende overtrædelse af ordensbekendtgørelsen

- 28 sager vedrørende spirituskørsel

- 1.396 sager vedr. overtrædelse af færdselslovens §54, hvoraf langt hovedparten skyldes påvirkning af cannabis i blodet

- 373 sager vedrørende kørsel uden førerret og kørsel i frakendelsestiden

- der er udstedt over 2.000 tilkendegivelser for diverse overtrædelser af færdselsloven

- Parkering København har udstedt 8.328 parkeringsafgifter svarende til et beløb på næsten kr. 4,4 mio.

De mange straffelovsovertrædelser incl. sagskomplekserne "Nordlys" og "SWIPE" har ført til varetægtsfængsling af mere end 300 personer indenfor sagskategorierne: salg af hash, vold mod politiet og våbenbesiddelse.

Københavns politis Task Force Pusherstreet har i 2016 bl.a. opnået disse nøgleresultater:

- 768 sigtelser vedrørende besiddelse af narkotika

- 211 sigtelser vedrørende salg af narkotika

- beslaglagt 375 kg hash/skunk/pot og over 32.000 joints

- beslaglagt kontanter incl. udenlandsk valuta for over 1 mio. kroner

Salgsværdien af den beslaglagte narkotika udgør over 20 millioner kroner.

- der er optaget 117 sager vedrørende overtrædelse af våbenloven

- 14 sager vedrørende vold mod tjenestemand (§119,1)

- 25 sager vedrørende øvrige straffelovsovertrædelser

- 13 sager vedrørende overtrædelse af ordensbekendtgørelsen

- 3 sager vedrørende spirituskørsel

- 168 sager vedr. overtrædelse af færdselslovens §54, hvoraf langt hovedparten skyldes påvirkning af cannabis i blodet

- 41 sager vedrørende kørsel uden førerret og kørsel i frakendelsestiden

Siden årsskiftet har Task Force Pusherstreet i forbindelse med målrettede anholdelsesaktioner mod hashhandlerne i Pusherstreet anholdt 116 personer, oplyser Københavns Politi.

56 af dem er blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

Alle de anholdte har spillet en aktiv rolle i den åbenlyse hashhandel som enten sælgere, vagter eller bodmedarbejdere iøvrigt.

(Kilde: Københavns Politi)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere