Rådet for Sikker Trafik: Svært at stoppe vanvidskørsel

- Selvom der er investeret massivt for at øge sikkerheden på de såkaldt sorte pletter, så kan vi aldrig gardere os 100 procent mod folks adfærd i trafikken, siger Søren Ørsted Pedersen fra Rådet for Sikker Trafik

'Uanset hvor meget vi gør, så kan vi aldrig gardere os mod farlig adfærd ved at bygge sikkerhedsfaciliteter,' lyder det fra Rådet For Sikker Trafik, efter tre personer døde i en ulykke ved Bogense søndag aften. Video/redigering: Local Eyes/Signe Skov

Man kan bygge nok så mange lysreguleringer, chikaner og andre fartdæmpende foranstaltninger på de danske veje, men hvis personen bag rattet vælger at have en livsfarlig adfærd, så er det svært at gøre noget - ud over at foranstalte så megen politikontrol som overhovedet muligt.

Sådan konkluderer pressechef hos Rådet for Sikker Trafik, Søren Ørsted Pedersen, da Ekstra Bladet kontakter organisationen i kølvandet af dødsulykken ved Bogense søndag aften.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg udtaler mig generelt, idet jeg intet konkret kendskab har til ulykken i Bogense. Men når nogen kritiserer manglende sikkerhed på konkrete steder, så må jeg bare sige, at der er blevet investeret massivt for at øge sikkerheden på de såkaldt sorte pletter rundt omkring i Danmark.

 

 

- Men uanset hvor meget vi gør, så kan vi aldrig gardere os 100 procent mod farlig adfærd ved at bygge sikkerhedsfaciliteter. Der kan kun øget politikontrol, kampagner over for den brede befolkning og undervisning gøre en forskel, siger Søren Ørsted Pedersen.

Bland dig som passager
Det er Vejdirektoratet og enten kommunerne eller staten, der vurderer og finansierer behovene for vejteknisk at øge sikkerheden. Men selvom der er investeret massivt i netop det, så er antallet af dødsulykker i Danmark stigende. Mens 171 mennesker mistede livet i trafikken i 2018, så steg tallet med 16 procent til 199 trafikdøde i 2019.

Manglende opmærksomhed tager førstepladsen som årsag, mens for høj fart og spritkørsel indtager 2. og 3. pladsen. Ni ud af ti spritbilister er mænd.

- Hvis du er passagér og er det mindste i tvivl om førerens promille, så bland dig, selvom det er svært, siger Søren Ørsted Pedersen.

Anders Fogh Rasmussens personlige assistent Mads Hoppe blev sammen med sin mor og sin faster dræbt i en trafikulykke på Fyn søndag aften. Arkivfoto: Andreas Gebert/Reuters 112 - 29. jun. 2020 - kl. 18:58 Anders Foghs nære medarbejder dræbt i ulykke

Efter ulykken søndag aften har den 26-årige fører af bilen forklaret, at han havde drukket fire-fem øl i timerne inden påkørslen, mens hans kammerat og passager i bilen over for politiet har sagt, at den 26-årige havde drukket ni-ti øl.

Unge møder ofre
- Politikontrol er et vigtigt instrument i forhold til vanvidsbilister, men også at politiet så har nogle sanktioner at tage i brug. Det bliver der i øjeblikket arbejdet politisk på.

- Blandt andet med forslag om at gøre det muligt at konfiskere folks biler og øget tjek af dem, der for eksempel vil lease store, dyre biler for at sikre, at man ikke leaser (udlejer) en bil med enorme muskelkræfter ud til folk, der har forkerte intentioner med deres kørsel, siger Søren Ørsted Pedersen.

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden arbejder med målrettede tiltag på skoler og ungdomsuddannelser for at påvirke de unge i retning mod en bedre trafikkultur. Det sker eksempelvis ved at gå efter de risikovillige unge og lade dem møde trafikofre eller pårørende til trafikdræbte. Det er en metode, der er blevet testet og evalueret, og som har vist sig virkningsfuld overfor de unge.

Således prøver man på flere fronter med blandt andet straf, politikontrol og adfærdspåvirkning at sætte ind overfor spiritus- og vanvidskørsel.

 

Ulykken skete mellem Assensvej og Odensevej i Bogense søndag aften. Foto: Local Eyes 112 - 29. jun. 2020 - kl. 15:14 Tre dræbt i ulykke: 26-årig varetægtsfængslet

Tre personer mistede livet i ulykken, hvor en spirituspåvirket, 26-årig mand påkørte en anden bil. Foto: Local Eyes
Tre personer mistede livet i ulykken, hvor en spirituspåvirket, 26-årig mand påkørte en anden bil. Foto: Local Eyes