Racerkører overlever voldsom flyulykke

Privatfly med Dale Earnhardt Jr. og hans familie om bord brød i brand efter landing i lufthavn i Tennessee

Foto: REUTERS/Charles Mostoller
Foto: REUTERS/Charles Mostoller

Den amerikanske racerkører og Nascar-legende Dale Earnhardt Jr., hans hustru og parrets etårige datter har overlevet en flyulykke torsdag i delstaten Tennessee.

Det skriver NBC News. Privatflyets to piloter slap også fra ulykken med livet i behold.

- Alle er i gode hænder og er blevet bragt til hospitalet for yderligere undersøgelse, skriver Kelley Earnhardt Miller, der er søster til racerkøreren.

Chefen for det lokale brandvæsen bekræfter ifølge NBC News, at alle på flyet overlevede.

Foto: REUTERS/Charles Mostoller
Foto: REUTERS/Charles Mostoller
 

Dale Earnhardt Jr. var sammen med sin hustru, Amy Reimann, og datteren Isla om bord på et fly af typen Cessna Citation, som efter at være landet i Elizabethton Municipal Airport i Tennessee klokken 15.40 lokal tid gled ud i et græsareal for enden af landingsbanen og brød i brand.

På optagelser fra lufthavnen ses tyk sort røg stige op fra det forulykkede fly, der er delvist omspændt af flammer.

Den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration (FAA) efterforsker hændelsen sammen med det nationale transportsikkerhedsråd (NTSB).

Lufthavnen servicerer byen Bristol, der er hjemsted for Bristol Motor Speedway, hvor der lørdag skal afvikles racerløb.

Dale Earnhardt Jr. skal efter planen kommentere løbet for NBC Sports.

I 2017 trak han sig tilbage som Nascar-kører på fuld tid efter at have vundet 26 løb i sin karriere.

Dale Earnhardt Jr. er tredje generation af en USA's mest berømte motorsportsfamilier.

Både hans far og farfar er optaget i Hall of Fame.

Hans far, Dale Earnhardt Sr., vandt 76 løb og deler rekorden for flest mesterskaber med syv. I 2001 blev han dræbt i en ulykke på sidste omgang af Dayton 500-løbet i Florida.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere