Rapport efter ulykke: Derfor døde Daniel

17-årig gymnasieelev blev dræbt af godstog, da han skød genvej over skinnerne på Odense Banegård

Daniel Buttrup Larsen, 17, blev dræbt af et godstog, da han skød genvej over Odense Banegård (Privatfoto)
Daniel Buttrup Larsen, 17, blev dræbt af et godstog, da han skød genvej over Odense Banegård (Privatfoto)

Der var tale om en tragisk ulykke, da den 17-årige gymnasieelev Daniel Buttrup Larsen blev dræbt af et tog ved to-tiden om natten lørdag den 7. marts på sporene ved Odense Banegård.

Det oplyser Havarikommissionen i en rapport, der er offentliggjort i dag.

Den 17-årige forsøgte at skyde genvej over baneterrænet, da Odense Banegårdscenter var lukket.

Han forcerede antagelig en gitterport, som giver adgang til spor 7 og gik ind på banegårdsarealet.

Lokomotivfører opdagede intet
Jernbane-enheden hos Havarikommissionen har konstateret, at han blev dræbt af godstog 44744 fra Padborg til Nyborg, som klokken 02.06 kørte gennem spor 4 med cirka 100 km/t.

Lokomotivføreren bemærkede intet, da han passerede Odense Banegård i mørket.

Den 17-årige blev tilsyneladende ramt af godstogets side, fordi der blev fundet blod på en antenne på lokomotivets højre side cirka 25 centimeter over jorden.

I løbet af natten havde kun tre tog, to godstog og et passagertog, passeret Odense Banegård. Politiet fandt beviser for, at det var godstoget, som var impliceret i ulykken.

Liget af den 17-årige blev fundet klokken 7.19 om morgenen af en banearbejder, og der blev tilkaldt ambulance og akutlæge, som erklærede den 17-årige for død på stedet.

Se også: Teenagers død fortsat mysterium

Politiet har rekonstrueret den 17-åriges færden, hvor han sammen med venner var i byen i Odense. Han fulgte en ven hjem og sammen gik de gennem Odense Banegårdscenter.

Der skydes ofte genvej
Centeret lukkes hver dag klokken 01.15, og da Daniel Buttrup Larsen på vejen tilbage ikke kunne komme igennem banegårdscenteret antager Havarikommissionen, at han gik mod den østlige side af banegården i nærheden af posthuset og forcerede gitterporten til banearealet, hvor der ikke er offentlig adgang.

Se også: Gymnasieelev dræbt af tog: Forsøgte at skyde genvej

Havarikommissionen skriver i rapporten, at der ofte skydes genvej over banegården:

- Odense Banegård deler Odense by, og når banegårdscentret lukkes om natten kan det antages, at der trods mulighed for at benytte perrontunnel med videre, sker en del uautoriseret færdsel på tværs af sporene. Der ses tegn på, at hegn ved Østre Stationscej forceres for at komme til den anden del af byen, siger Havarikommissionen.

Se også: Gymnasieelev dræbt af tog i Odense

Daniel Buttrup Larsens far, Jan Buttrup Larsen, har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at familien håber, at der bliver sat en højere afskærmning op rundt om banelegemet:

- Unge krydser ofte den vej. Efter min mening er der for let adgang hen over sporet, sagde Jan Buttrup Larsen efter ulykken.

1 af 2 Der er en del 'uautoriseret færdsel' over sporene på banegården, siger Havarikommissionen. (Foto: Jens Dresling)
2 af 2 Daniel Buttrup Larsen, 17, blev dræbt af et godstog, da han skød genvej over Odense Banegård (Privatfoto)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere