Rasende bilist smider fodgænger i kanalen

En mand er indlagt efter et vredesudbrud i trafikken. Anklagere i Rusland efterforsker nu sagen som drabsforsøg

De fleste kender vel følelsen af frustrationer over medtrafikanter, men heldigvis lader langt de fleste raserianfaldene blive ved små skældsord eller en enkelt knyttet næve i vejret.

I Rusland tog vejvreden dog fuldstændig kontrol over en 30-årig forretningsmand, som nu kan risikere fængelsstraf. Det skriver The Guardian.

Rørte ved bilen
På optagelser fra en gade langs kanalen i Sankt Petersborg ses den 30-årige bilist stige ud af sin mørkerøde bil. Herefter slår han forgængeren i ansigtet, før han kaster ham over et rækværk og ned i vandet.

Offeret, en 44-årig angiveligt handicappet mand, havde ved et uheld strejfet gerningsmandens Audi med sin fod.

Det lykkedes offeret at kravle op af vandet, hvorefter han blev bragt til hospitalet.

Bilisten blev senere tilbageholdt og hans udbrud kan få store konsekvenser. Straffen for den slags kan i Rusland godt nå op på 11 års fængsel.  

Vejoptagelser udbredt
Videooptagelserne af optrinnet er fremkommet ved hjælp af et såkaldt 'dashcam' fra en af de andre bilister. Disse kameraer er meget almindelige for bilejere at benytte i netop Rusland, som et middel mod korruption og som yderligere bevismateriale i forbindelse med retssager eller forsikringssager.

The Guardian skriver desuden om optagelserne, at de er blevet vist på russisk tv, og har mødt stærk kritik.

På internettet er disse videoer ganske populære, og eftersom kameraerne på instrumentbrættet stadig bliver mere allestedsnærværende, dukker der ofte underholdende og skøre eksempler op.

I august blev optagelser af en vred præst, der jagter en mand rundt i en provinsby sendt rundt på nettet. Præsten var blevet arrig, fordi manden havde spærret vejen for hans meget dyre Lexus bil.