Rasmus så ulykken: - Jeg nåede at sige den ville vælte

Rasmus Walther og hans familie sad på første parket, da en lastbil tidligt onsdag eftermiddag væltede på Den Fynske Motorvej

Det skulle egentlig bare være en god anden juledag i familiens skød på Sjælland for Rasmus Walther og hans kone og tre børn.

Men turen over Fyn mod Sjælland bød på en voldsom oplevelse, da en lastbil lastet med sodavand væltede bag dem på motorvejen.

Familien i bilen så, at lastbilen havde problemer i noget tid, før den til sidst væltede.

- Jeg så godt, at lastbilen svingede rundt ovre i den modsatte vognbane. Dens trailer var helt ude på marken, da chaufføren forsøgte at rette den op. Jeg nåede at sige til min familie, at den lastbil ville vælte, for han kunne ikke nå at rette den op, fortæller Rasmus Walther.

Familiefaderen fik ret, for i bakspejlet kunne han nemlig se, at lastbilen væltede ind over autoværnet.

Foto: Læserfoto 112 - 26. dec. 2018 - kl. 12:26 Kaos slut: Motorvej genåbnet
Rasmus Walther fortæller, at det var som at se en film, for det hele foregik i en form for slowmotion, da den kom slingrende på motorvejen Det var også derfor, han nogenlunde kunne undgå at blive ramt.

- Vi forsøgte at undvige lastbilen, der kom bragende igennem autoværnet, ved at køre over i nødsporet. Men lastbilen kom kørende med så stor fart, at den skubber jord og sten op hele vejen hen ad bilen, forklarer han.

Selvom Rasmus Walther forsøgte at styre bilen over i nødsporet hurtigst muligt for at undgå at blive ramt af lastbilen, lykkedes det ikke at komme ud fra uheldet totalt skadesfri.

Familiens bil fik en del ridser i lakken, da lastbilen slyngede om sig med sten og grus.

- Vores bil har fået en masse små stenslag i førersiden, efter lastbilen bragede ind i midterrabatten og skyllede grus og småsten op på vores bil. Det er sådan en masse små pletter. Jeg regner med, at bilen fuldstændig skal omlakeres. Der er også kommet et stenslag i ruden, men det har ikke nået at udvikle en stjerne endnu, afslutter Rasmus Walther.

Rasmus Walthers bil kom ikke hellakeret fra mødet med den væltede lastbil på Den Fynske Motorvej. Foto: Rasmus Walther
Rasmus Walthers bil kom ikke hellakeret fra mødet med den væltede lastbil på Den Fynske Motorvej. Foto: Rasmus Walther
 

112 - 26. dec. 2018 - kl. 14:57 Uartige bilister forlod motorvej: - Vi skulle til julefrokost