Redningsarbejdere finder døde efter helikopterstyrt

Kort tid efter at vraget fra en savnet sightseeing-helikopter blev fundet i Hawaii, er der fundet seks dræbte passagerer - man mener ikke, at nogen af de i i alt syv personer ombord er overlevet

Her er området, hvor helikopteren menes at være styrtet ned. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

Seks personer er fredag fundet døde efter et helikopterstyrt på øen Kauai i Hawaii torsdag.

Der var syv personer om bord - en pilot og seks passagerer, herunder to børn.

Der er ifølge det lokale politi og brandvæsen ingen tegn på, at nogen har overlevet ulykken.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fundet af de omkomne sker, kort tid efter at vraget af sightseeing-helikopteren blev fundet. Det skete, dagen efter at kontakten med piloten gik tabt.

Vragdelene blev lokaliseret i nationalparken Koke's State Park nær en bjergkløft på øen Kauai.

- Der er yderligere redningsmandskab på vej, og eftersøgningen efter overlevende er i gang, oplyste politiet på Kauai i en erklæring tidligere fredag ifølge Reuters.

Politiet oplyser, at helikopteren styrtede ned i et område i Koke's State Park kaldet Nu'alolo.

En eftersøgning blev iværksat allerede torsdag omkring solnedgang, lige efter at turarrangøren Safari Helicopters, der ejer helikopteren, havde alarmeret myndighederne om, at man havde mistet forbindelsen til piloten.

Den sidste kontakt fra piloten var torsdag klokken 16.40 lokal tid med en besked om, at gruppen var på vej tilbage fra sightseeing.

Helikopteren var udstyret med en elektronisk lokaliseringsenhed, men ingen signaler blev modtaget, efter at helikopteren forsvandt, oplyser den lokale kystvagt.

- Først og fremmest er vores tanker og bønner med passagerernes familier, sagde Kauais borgmester, Derek Kawakami, tidligere fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kauai er Hawaiis fjerdestørste ø og er fyldt med bjerge og tropisk regnskov.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere